Nyeste opslag fra min blog

Dagbog 9 til 11 oktober 2019

af Susanne

Citat ’Dit liv er som en tegning, du selv tegner. Du har bare ikke noget viskelæder’

D.9 oktober

I dag er en speciel dag – det er i dag retssagen skydes i gang.

Vågnede tidligt, og skulle i kontakt med kroppen. Den er ligesom ude af kontrol, tror den trænger til en opgradering – restart.

Kan høre Samson klynke i forskellige niveauer udenfor soveværelset, ingen tvivl om at han klynker, ”stå nu op”.

Med kroppen rystet på plads, er jeg klar til at møde Samson. Han snor sig konstant om mine ben, følger mig, og snakker vildt.

Hvorfor er det at katte synes de skal følge med på toilettet? – er det fordi at katte ved at menneskene er fanget på toilettet, og ikke kan stikke af – så der kan klappes og stryges.

Når jeg åbner for vandet – pisker Samson af sted, det er ikke noget han synes om, han er bange for vand.

Samson venter udenfor badeværelset og tilbyder en vejvisning til køkkenet, hvor hans madskål står – han lader vide ’jeg vil have mad i skålen, jeg sulter’. Imens der er ro på madfronten, kan jeg få lov at indtage dagens drug rus, og sætte kaffen over.

Bevæger mig videre til orangeriet / udestuen, kigger ud, tjekker om Roberto passer sit arbejde, og om blomsterne stadig er i flor.

Kaffen er færdig, og Samson har spist af – nu er det potemassage og afrapporterings tid. Samson lever livet farligt, han lister op i lænestolen, og ikke altid ser jeg det, og nærved ulykke er under opsejling – Samson tæt på at blive mast under mig – og det vil ikke se kønt ud, med min kampvægt vil han ikke have en chance.

Samson tjekker min kaffe og kaster sig ud i afrapportering, jeg lytter, aer, og lader et par ord falde – for at anerkende hans oplevelser og udfordringer. Når afrapporteringen er slut, hopper han ned og fortsætter til han yndlingssted, hvor han hænger ud de næste 4 – 5 timer, indtil han har brug for en ny omgang kæleri.

Citat ’Når du stoler på dig selv, stoler du på den visdom, som har skabt dig’

Det er tid til at meditere – vigtigt at jeg får læsset af fra natten, og forberedt på en ny dag, og ikke mindst ud i alle krogene omkring det forberedende retsmøde – sende masser af god energi. Meditation er en sjælelig livgivende rejse ind i sjælen – hvor hovedet tømmes, og fyldes op igen.

Næste punkt på dagsorden er et brev til min chef. Lider så frygtelig meget af dårlig samvittighed. Har været væk så længe fra arbejdsmarkedet. Jeg savner mit arbejde, og den sociale kontakt. Men det værste er den dårlige samvittighed.

Har svært ved at beskrive helt nøjagtig hvad status er og hvordan jeg har det. Endelig får jeg hul på bylden, og får sammensat et brev, som jeg føler mig tilfreds med.

Min fastholdelseskonsulent har tilbudt at snakke med min chef – hun er mere objektiv end jeg er, jeg er fedtet så meget ind i følelser, at jeg nok ikke får formuleret mig på en konstruktiv måde – det vil min fastholdelseskonsulent være i stand til.

Brev sendt af sted med min forklaring og ynk – tilføjet kontakt information til fastholdelseskonsulenten. Det er en stor befrielse, føler en enorm lettelse.

Citat ’Interessér dig for fremtiden. Det er dér du skal tilbringe resten af dit liv’

Besøg hos fysioterapeuten og træning. Sidder og venter på min træner, og tjekker op på om min advokat har skrevet, eller lagt en besked. Synes det er lidt mærkeligt, at jeg ikke har fået en melding.

Tjekker min kalender, og kan se at retsmødet var i går – så det var overstået i går, hvordan søren har jeg kunne tage fejl af tiderne. Er min meditation nu spildt? alt den gode energi jeg sendte efter retsmødet- øv øv øv. Er dog sikker på at meditationen er god uanset – praktiserer det hver dag.

Meditation er bedre end smertestillende piller, det hjælper til at være til stede i kroppen, samt accepterer i stedet for at skyde det væk og lægge låg på.

Jeg har en god fysioterapeut, og der blev trænet balance. Men fysioterapeuten sendte mig lige til tælling. Hele kroppen i alarmberedskab, jeg klarede lige at køre hjem, trods en meget kort tur.

Citat ’Smerten du føler i dag, er styrken du vil føle i morgen’

D.10 oktober

Lav profil, efter turen hos fysioterapeuten – jeg regenererer.

D.11 oktober 

Citat ’Alle drømme kan gå i opfyldelse, hvis du har modet til at forfølge dem’

I dag har manden fri

Morgenmad sammen, hygge og socialliv.

Vi er så heldige at vi har en ’rengørings-fe’, hun er meget dygtig, holder styr på husets skidt. Tit kommer hun om fredagen. Så det passer med, at der er en god undskyldning for at smutte ud i byen på en kaffedate.

Samtidig klarer vi ugens indkøb, og måske der smutter lidt let aftensmad ned i kurven – såsom Sushi. Og det der med Sushi, er et kapitel for sig selv, egentligt bryder jeg mig ikke om Sushi – eller det havde jeg overbevist mig selv om.

Manden elsker Sushi, og har optil flere gange hentet Sushi igennem ’too good to go’ eller sidst på dagen når supermarkedet har nedsat Sushien.

Men en dag for ikke så længe siden, hvor min datter og jeg var ude i byen, og manden havde aftenvagt, tilbød jeg at give aftensmad til datter og svigersøn – og jeg foreslog selv SUSHI. Ved ikke lige hvad der skete oveni hovedet på mig. Men det endte med at vi havde 40 stykker Sushi med hjem – og det var den aften det skete – jeg blev fanget ind i ’Sushiens – fortryllende – velsmagende – verden’, og åd min del.

Fra den dag, er Sushi en potentiel ’ude – junk – aftensmad’. Tænk sig at Sushien har skiftet plads med hamburger og fritter – verden står ikke længere.

Citat ’At leve er at lære’

Jeg er ikke til rå fisk, og jeg troede at Sushi kun er rå fisk – men der tager jeg så fejl, Sushi er meget mere end rå fisk.

For få dage siden var vi på ’Running Sushi’, og det gik helt galt for mig – alt det der kommer rullende skal da prøves – der blev så ikke plads til dessert. Sushi er nu havnet på min liste over ’ynglings – spiser’, og hamburgeren er dumpet et godt stykke ned ad listen.

Nå for søren, der kom jeg lige på ’sushi-tur’ i skriveriet. Tilbage til fredag og det vi plejer at gøre – når man har gjort det en gang, er det ’plejer’ ikke?. Denne fredag var der ikke rengøring, det var udført torsdag.

Vejrudsigten melder farlig vejr – masser af regn.

Vi arbejder på en ude plan – kaffedate og indkøb. Det blev et lille indkøb, og tilbage til basen – kaffen indtaget i de tillokkende lænestole, og aftensmaden er ikke hamburger eller Sushi, men alt godt fra køleskabet.

Vi har så meget kål på køl. Vi får måltidskasser fra Nemlig., og det har de sidste gange været øko-slank, og sådan en kasse er fyldt op med alle mulige slags kål. Vi er en smule trætte af kål, og vi har stadig en del kål. Til næste uge er det ikke en Øko-slank, men en familiekasse til to, og der er ingen kål på menuen.

Når der så er sagt ’kål’ er det faktisk en gave at modtage måltidskasser, gode øko råvarer. Madopskrifter vi aldrig selv ville have fundet på, specielt ikke hvor en masse grønt indgår. Derudover fristes vi ikke på samme måde når vi handler, ingen tvivl om at vi sparer på den konto – og ikke mindst et reduceret madspil.

Måltidskasserne er store, rent mængdemæssigt – f.eks. skal der bruges en halv mørbrad til to personer, men i kassen er der én stor mørbrad, og sådan er det for mange af råvarerne i kassen. Jeg får ikke procenter fra ’Nemlig’ for at sige det her – men der er masser af mad, og det er lækkert og godt.

Ja, jeg føler mig faktisk lidt frelst ……….ironi kan forekomme.

Men et faktum er, at det er vigtigt at spise sundt og nærende, mit aktivitets niveau er meget begrænset, og det er lig med en ’fed glidebane’. Vi har meget fokus på at vi begge ikke hopper på den nemme løsning. Mit indre system, som bl.a. tarmsystemet, har udfordringer, og bryder sig ikke om alt slags mad.

Klogt budskab sagt af ’Gustav Salinas’ – jeg har været til foredrag med Gustav. Budskab; hvis du bliver dårlig af at spise det – så lad dog være.

Det er en dejlig fredag, indtil der tikker en besked ind fra min advokat.

Citat ’Hvis skæbnen stikker dig en citron, så lav lemonade’

Der har været afholdt forberedende retsmøde, og retten har givet retslægerådet lov til at gennemtravle min journal. Det betyder at næste retsmøde er april 2020. Ifølge min advokat, skal jeg væbne mig med tålmodighed, da sagen kan trække ud – lang tid.

Føler mig ramt, går lige i maven og hjertet. Det er sku’ ikke i orden, jeg har brug for en afslutning. Føler at jeg bliver holdt hen – løbet træt. Hvis det ikke er for min advokat, tror jeg at håndklædet var kastet i ringen.

Tænker, hvorfor er det, at der skal bruges så mange ressourcer på sådan en sag, alle de mennesker / instanser der er involveret – og det koster en masse penge. Men selvfølgelig, er der nogen der skal holde instanserne kørende – og det er mig. Der er godt nok en skævvridning i samfundet. Nogen får kæmpe bonusser for at spare penge på patientsager. Min sorte side siger; de skulle skamme sig.

Jeg har ikke andet valg end at væbne mig med tålmodighed – men faktum er at jeg er ved at miste troen på det system, som bryster sig af at hjælpe de mennesker der har været udsat for ulykke.

Måske jeg skal tage mig et glas vin eller to – det bliver så bare i tankerne, får kvalme ved tanken om at hælde alkohol i maven.

Min optimisme har lidt et knæk.

Udenfor løber livet videre, og hvad har jeg at klage over – livet er jo dejligt, trods alt – jeg har verdens bedste familie og venner.

Note:

Glad i låget.

Min chef har svaret mit brev. Jeg er så glad, der er dyb forståelse for min situation, og han vil kontakte min fastholdelseskonsulent. Jeg har en super chef.

Korrektur læsning – min mand wp-monalisa icon

Citat ’Lad dig ikke påvirke af ydre pres. Begynd at værdsætte dig selv for, hvem du er, og hvad du er. Ikke mere. Ikke mindre’

Livet er en forunderlig verden.

Drivhus vindruer og æbler kogt til grød

Drivhus vindruer og æbler kogt til grød

0 Kommenter
1 FacebookPinterest

Jeg er en kvinde på 55, som er blevet handicappet i en sen alder, efter uventet komplikationer ifb med en rutine operation. Bloggen vil jeg bruge til belyse de udfordringer, og problemer man møder som handicappet. Hvilke muligheder er der for at optimere og udvikle, så det bliver nemmere at begå sig. Hverdagens gøremål, begå sig udenfor huset, kontakt til offentlige instanser, rejser – rejseselskaber, og meget mere. Dagbogen er et kig ind i min personlige hverdag og oplevelser.

OPDATERINGER OM NYE OPSLAG

Kære læser.

Har du lyst til at holde dig opdateret om nye opslag på min side, så tilmeld dig med din email adresse. Så modtager du en mail hver gang jeg skriver et nyt opslag på siden.

KONTAKT MIG

Har du noget på hjertet, så tøv endelig ikke med at skrive til mig.