Hjem Forfatter
Forfatter

Susanne

Dagbog 9 til 11 oktober 2019

af Susanne

Citat ’Dit liv er som en tegning, du selv tegner. Du har bare ikke noget viskelæder’

D.9 oktober

I dag er en speciel dag – det er i dag retssagen skydes i gang.

Vågnede tidligt, og skulle i kontakt med kroppen. Den er ligesom ude af kontrol, tror den trænger til en opgradering – restart.

Kan høre Samson klynke i forskellige niveauer udenfor soveværelset, ingen tvivl om at han klynker, ”stå nu op”.

Med kroppen rystet på plads, er jeg klar til at møde Samson. Han snor sig konstant om mine ben, følger mig, og snakker vildt.

Hvorfor er det at katte synes de skal følge med på toilettet? – er det fordi at katte ved at menneskene er fanget på toilettet, og ikke kan stikke af – så der kan klappes og stryges.

Når jeg åbner for vandet – pisker Samson af sted, det er ikke noget han synes om, han er bange for vand.

Samson venter udenfor badeværelset og tilbyder en vejvisning til køkkenet, hvor hans madskål står – han lader vide ’jeg vil have mad i skålen, jeg sulter’. Imens der er ro på madfronten, kan jeg få lov at indtage dagens drug rus, og sætte kaffen over.

Bevæger mig videre til orangeriet / udestuen, kigger ud, tjekker om Roberto passer sit arbejde, og om blomsterne stadig er i flor.

Kaffen er færdig, og Samson har spist af – nu er det potemassage og afrapporterings tid. Samson lever livet farligt, han lister op i lænestolen, og ikke altid ser jeg det, og nærved ulykke er under opsejling – Samson tæt på at blive mast under mig – og det vil ikke se kønt ud, med min kampvægt vil han ikke have en chance.

Samson tjekker min kaffe og kaster sig ud i afrapportering, jeg lytter, aer, og lader et par ord falde – for at anerkende hans oplevelser og udfordringer. Når afrapporteringen er slut, hopper han ned og fortsætter til han yndlingssted, hvor han hænger ud de næste 4 – 5 timer, indtil han har brug for en ny omgang kæleri.

Citat ’Når du stoler på dig selv, stoler du på den visdom, som har skabt dig’

Det er tid til at meditere – vigtigt at jeg får læsset af fra natten, og forberedt på en ny dag, og ikke mindst ud i alle krogene omkring det forberedende retsmøde – sende masser af god energi. Meditation er en sjælelig livgivende rejse ind i sjælen – hvor hovedet tømmes, og fyldes op igen.

Næste punkt på dagsorden er et brev til min chef. Lider så frygtelig meget af dårlig samvittighed. Har været væk så længe fra arbejdsmarkedet. Jeg savner mit arbejde, og den sociale kontakt. Men det værste er den dårlige samvittighed.

Har svært ved at beskrive helt nøjagtig hvad status er og hvordan jeg har det. Endelig får jeg hul på bylden, og får sammensat et brev, som jeg føler mig tilfreds med.

Min fastholdelseskonsulent har tilbudt at snakke med min chef – hun er mere objektiv end jeg er, jeg er fedtet så meget ind i følelser, at jeg nok ikke får formuleret mig på en konstruktiv måde – det vil min fastholdelseskonsulent være i stand til.

Brev sendt af sted med min forklaring og ynk – tilføjet kontakt information til fastholdelseskonsulenten. Det er en stor befrielse, føler en enorm lettelse.

Citat ’Interessér dig for fremtiden. Det er dér du skal tilbringe resten af dit liv’

Besøg hos fysioterapeuten og træning. Sidder og venter på min træner, og tjekker op på om min advokat har skrevet, eller lagt en besked. Synes det er lidt mærkeligt, at jeg ikke har fået en melding.

Tjekker min kalender, og kan se at retsmødet var i går – så det var overstået i går, hvordan søren har jeg kunne tage fejl af tiderne. Er min meditation nu spildt? alt den gode energi jeg sendte efter retsmødet- øv øv øv. Er dog sikker på at meditationen er god uanset – praktiserer det hver dag.

Meditation er bedre end smertestillende piller, det hjælper til at være til stede i kroppen, samt accepterer i stedet for at skyde det væk og lægge låg på.

Jeg har en god fysioterapeut, og der blev trænet balance. Men fysioterapeuten sendte mig lige til tælling. Hele kroppen i alarmberedskab, jeg klarede lige at køre hjem, trods en meget kort tur.

Citat ’Smerten du føler i dag, er styrken du vil føle i morgen’

D.10 oktober

Lav profil, efter turen hos fysioterapeuten – jeg regenererer.

D.11 oktober 

Citat ’Alle drømme kan gå i opfyldelse, hvis du har modet til at forfølge dem’

I dag har manden fri

Morgenmad sammen, hygge og socialliv.

Vi er så heldige at vi har en ’rengørings-fe’, hun er meget dygtig, holder styr på husets skidt. Tit kommer hun om fredagen. Så det passer med, at der er en god undskyldning for at smutte ud i byen på en kaffedate.

Samtidig klarer vi ugens indkøb, og måske der smutter lidt let aftensmad ned i kurven – såsom Sushi. Og det der med Sushi, er et kapitel for sig selv, egentligt bryder jeg mig ikke om Sushi – eller det havde jeg overbevist mig selv om.

Manden elsker Sushi, og har optil flere gange hentet Sushi igennem ’too good to go’ eller sidst på dagen når supermarkedet har nedsat Sushien.

Men en dag for ikke så længe siden, hvor min datter og jeg var ude i byen, og manden havde aftenvagt, tilbød jeg at give aftensmad til datter og svigersøn – og jeg foreslog selv SUSHI. Ved ikke lige hvad der skete oveni hovedet på mig. Men det endte med at vi havde 40 stykker Sushi med hjem – og det var den aften det skete – jeg blev fanget ind i ’Sushiens – fortryllende – velsmagende – verden’, og åd min del.

Fra den dag, er Sushi en potentiel ’ude – junk – aftensmad’. Tænk sig at Sushien har skiftet plads med hamburger og fritter – verden står ikke længere.

Citat ’At leve er at lære’

Jeg er ikke til rå fisk, og jeg troede at Sushi kun er rå fisk – men der tager jeg så fejl, Sushi er meget mere end rå fisk.

For få dage siden var vi på ’Running Sushi’, og det gik helt galt for mig – alt det der kommer rullende skal da prøves – der blev så ikke plads til dessert. Sushi er nu havnet på min liste over ’ynglings – spiser’, og hamburgeren er dumpet et godt stykke ned ad listen.

Nå for søren, der kom jeg lige på ’sushi-tur’ i skriveriet. Tilbage til fredag og det vi plejer at gøre – når man har gjort det en gang, er det ’plejer’ ikke?. Denne fredag var der ikke rengøring, det var udført torsdag.

Vejrudsigten melder farlig vejr – masser af regn.

Vi arbejder på en ude plan – kaffedate og indkøb. Det blev et lille indkøb, og tilbage til basen – kaffen indtaget i de tillokkende lænestole, og aftensmaden er ikke hamburger eller Sushi, men alt godt fra køleskabet.

Vi har så meget kål på køl. Vi får måltidskasser fra Nemlig., og det har de sidste gange været øko-slank, og sådan en kasse er fyldt op med alle mulige slags kål. Vi er en smule trætte af kål, og vi har stadig en del kål. Til næste uge er det ikke en Øko-slank, men en familiekasse til to, og der er ingen kål på menuen.

Når der så er sagt ’kål’ er det faktisk en gave at modtage måltidskasser, gode øko råvarer. Madopskrifter vi aldrig selv ville have fundet på, specielt ikke hvor en masse grønt indgår. Derudover fristes vi ikke på samme måde når vi handler, ingen tvivl om at vi sparer på den konto – og ikke mindst et reduceret madspil.

Måltidskasserne er store, rent mængdemæssigt – f.eks. skal der bruges en halv mørbrad til to personer, men i kassen er der én stor mørbrad, og sådan er det for mange af råvarerne i kassen. Jeg får ikke procenter fra ’Nemlig’ for at sige det her – men der er masser af mad, og det er lækkert og godt.

Ja, jeg føler mig faktisk lidt frelst ……….ironi kan forekomme.

Men et faktum er, at det er vigtigt at spise sundt og nærende, mit aktivitets niveau er meget begrænset, og det er lig med en ’fed glidebane’. Vi har meget fokus på at vi begge ikke hopper på den nemme løsning. Mit indre system, som bl.a. tarmsystemet, har udfordringer, og bryder sig ikke om alt slags mad.

Klogt budskab sagt af ’Gustav Salinas’ – jeg har været til foredrag med Gustav. Budskab; hvis du bliver dårlig af at spise det – så lad dog være.

Det er en dejlig fredag, indtil der tikker en besked ind fra min advokat.

Citat ’Hvis skæbnen stikker dig en citron, så lav lemonade’

Der har været afholdt forberedende retsmøde, og retten har givet retslægerådet lov til at gennemtravle min journal. Det betyder at næste retsmøde er april 2020. Ifølge min advokat, skal jeg væbne mig med tålmodighed, da sagen kan trække ud – lang tid.

Føler mig ramt, går lige i maven og hjertet. Det er sku’ ikke i orden, jeg har brug for en afslutning. Føler at jeg bliver holdt hen – løbet træt. Hvis det ikke er for min advokat, tror jeg at håndklædet var kastet i ringen.

Tænker, hvorfor er det, at der skal bruges så mange ressourcer på sådan en sag, alle de mennesker / instanser der er involveret – og det koster en masse penge. Men selvfølgelig, er der nogen der skal holde instanserne kørende – og det er mig. Der er godt nok en skævvridning i samfundet. Nogen får kæmpe bonusser for at spare penge på patientsager. Min sorte side siger; de skulle skamme sig.

Jeg har ikke andet valg end at væbne mig med tålmodighed – men faktum er at jeg er ved at miste troen på det system, som bryster sig af at hjælpe de mennesker der har været udsat for ulykke.

Måske jeg skal tage mig et glas vin eller to – det bliver så bare i tankerne, får kvalme ved tanken om at hælde alkohol i maven.

Min optimisme har lidt et knæk.

Udenfor løber livet videre, og hvad har jeg at klage over – livet er jo dejligt, trods alt – jeg har verdens bedste familie og venner.

Note:

Glad i låget.

Min chef har svaret mit brev. Jeg er så glad, der er dyb forståelse for min situation, og han vil kontakte min fastholdelseskonsulent. Jeg har en super chef.

Korrektur læsning – min mand wp-monalisa icon

Citat ’Lad dig ikke påvirke af ydre pres. Begynd at værdsætte dig selv for, hvem du er, og hvad du er. Ikke mere. Ikke mindre’

Livet er en forunderlig verden.

Drivhus vindruer og æbler kogt til grød

Drivhus vindruer og æbler kogt til grød

0 Kommenter
1 FacebookPinterest

Dette dagbogsopslag, er ikke som et normalt dagsbogsform.

Citat ’Når du stoler på dig selv, stoler du på den visdom, som har skabt dig’

Jeg har været, og er desværre ramt på mine hænder, finger og skuldre, så samarbejdet med min finmotorik er ikke tilfredsstillende. Derfor har jeg haft en tvungen pause i mit skriveri. Nu gør jeg forsøget igen, og håber motorikken vil samarbejde.

En ny morgenrutine skal implementeres. Varmen, sommerduften og planterne, har ikke den samme morgenhilsen. Fuglenes kvidren er også på retur, jeg savner faktisk ’kirsebærs bæsterne’.

Der er dog noget der ikke har forandret sig – og det er Samson, han er stadig ligeså morgen krævende og insisterende. Samson har svært ved at vente på at kaffen er færdigbrygget, snakker og snakker, tror han siger ’så blev nu færdig og sæt dig ned’, jeg har så meget at fortælle, og er klar til potemassage.

Sommeren har tjekket ud – sådan lige pludselig, synes faktisk det havde været på sin plads, at udsende en ’servicemeddelelse’ ligesom vi har sommertid – havemøbler ud og havemøbler ind.

Sokker og jakker er fundet frem. Sommertøjet vasket, og lagt bagerst i klædeskabet. Det er en hård proces, synes lige at vi har budt sommeren velkommen.

Der er ingen vej udenom, efteråret er kommet for at blive indtil vinteren banker på. Nattefrost er lige om hjørnet. Bilerne er blevet iklædt nye sokker, nemlig vinterdæk – og vi er klar, til den første frost.

Vandspillet er tømt – sæsonen er forbi, vandspillet er flyttet i et velfortjent hi – vandspils musikken er lagt på vejrhold. Mønterne er samlet op, og lagt væk, og overvintre sammen med vandspillet.

Blomster, træer og buske, vurderes og planlægges – hvor skal de overvintre?

Citat ’Mange mennesker forsømmer den lille lykke, mens de forgæves venter på den store’

Oliventræerne er blevet store, og fylder godt. Flaskerenser træet er ramt af vokseværk – placering kræver en ’højt til loftet’ plads – en lille detalje – sammen med alle de andre plante-plads detaljer. Så er der alle de andre planter der råber på varme og omsorg, der er iværksæt en stor ’struktureret indkvarteringsplan’.

Faktisk har manden beklaget sig op til flere gange, over mit ’indkøbs-gen’ udi planter. Har købt, måske lidt for mange – er overbevist om at der altid kan presses et par ekstra planter ind. Manden ved, at der hviler et tungt ansvar på hans skuldre – i opgaven ’struktureret overvintrings-indkvarteringen’. Men han er en god mand ’happy wife – happy life’ smiler og føler mig forelsket.

Farverne på buske, træer og planter, forandre sig for hver dag der går. Farvefloret er imponerende og forførende. Livsbekræftende skue af livets skiftende årstider.

Uanset hvordan helbredet har det – skifter årstiderne, farverne og lyset.

Citat ’Se harmoni over alt i dag’

Vi kryber ind i vores huler, finder hyggebelysningen frem, dekorerer og sniger lidt mere hyggebelysning ind – det er næsten ligesom med planterne – der er altid plads til en lille lysdekoration.

Hygge er en dansk ting, som de fleste udlændige ikke forstår. Hygge er en svær ting at beskrive. Hygge ligger dybt i det danske folk – det kan nok betegnes som ’Dansk DNA hygge. Jeg har op til flere gange forsøgt at forklare den danske hygge – uden held.

Hygge er for mig en drømmende følelse, lun og svøbende, og ekstremt vanedannende.

Snart banker julen på døren, eller det har den gjort nogen steder – synes det er for tidligt og for fristende. Manden har allerede købt udstyr til at lave ’julekagehus’ – det er da tegn på at manden ved hvad hygge er.

Fristelserne er store – lige en lille (ekstra) juleting ned i indkøbsvognen. Mister totalt virkelighedsbilledet af husets størrelse, og hvad der kan presses ind. Tit ender det med en plads på loftet.

Problemet er bare – vi har oceaner af juleting, købt igennem årene, eller hjembragt fra udlandet. Og ikke at forglemme, alt det børnene har lavet op igennem deres opvækst, vi er desværre ikke gode til at smide ud.

Uanset hvor grimt julepyntet er – er det kimen til hygge og nærhed. Så selvom vi drømmer om et juletræ, eller juleudsmykning fyldt med alle de fine ting, som man ser i de kulørte kataloger eller reklamer – er det ikke virkeligheden hos os – virkeligheden er den autentiske jul og hygge.

Hyggen og udsmykningen er det der danner familien, og det at der er lagt kærlighed i at kreerer og give, det er det smukkeste, og bedste julepynt der findes.

Så smuttede skriveriet, lige en tur omkring juleriet.

Citat ’Skærp dine sanser i dag, og se denne dags skønhed’

Lige om lidt står der en barnedåb for døren – det bliver så godt. Har fået lavet sukker billeder af prinsen, som skal pynte et par lagkager.

Det er ikke til at forstå prinsen er 3 måneder, tiden haster af sted. Prinsen er et pragteksemplar. Han sover hele natten igennem, og tager sine dags lure. Derudover smiler han sig igennem livet, krydret med et veludviklet lyd repertoire – og her taler vi ikke om gråd, det er noget der hører sjældenhederne til. Prinsen har nogle fantastiske forældre.

Vi elsker prinsen og prinsen elsker os. Kan ikke stå for hans smil, og øjne der kigger forelsket på os. Er sikker på at jeg allerede har hørt ham sige ’mormor’.

Citat ’Glæden er som et lys – tænder du det for andre, falder dets skin tilbage på dig selv’

Jeg har for første gang haft prinsen siddende sammen med mig ved flygelet. Prinsen fik lov at daske til tangenterne – nu er han så ikke gammel nok, til at daske eller forstå hvordan tangenterne skal håndteres, men så er det godt mormor ved det.

Det var en stor oplevelse – kunne mærke roligheden, og hans underen over hvad det nu var, han blev udsat for. Jeg valgte at spille nogle af mine egne optagelser – prinsen lænede sig tilbage, og kyssede mig flere gange på hånden, imens han roligt lyttede til musikken – jeg er selvfølgelig overbevist over at han kunne lide hvad han hørte.

Så ingen tvivl om at prinsen kandiderer til en karriere som pianist som ’etårig’, og koncert pianist som ’toårig’ og ikke mindst indstillet til Nobels musikpris som ’treårig’ etc. Hvor er det godt at have drømme på andres vegne. Men en ting er sikkert, prinsen får lov at sidde alt den tid han vil, sammen med mig ved flygelet, og ikke mindst når han når en alder hvor han selv kan sidde – så kan jeg altid udstyre ham med høretelefoner, så vi andre spares for høreskader. Måske det viser sig, at han overhovedet ikke interesserer sig for flygelmusik.

For pokker hvor er livet FANTASTISK uanset alt ulykke og sygdom.

Citat ’Hvorfor være bekymret over noget, du kan gøre noget ved? Og hvorfor være bekymret over noget, du ikke kan gøre noget ved’

Første retsmøde, er lige om hjørnet, jo tættere det kommer på, vokser nervøsiteten. Føler mig så ekstremt dårligt behandlet af ankenævnet / regionen. Jeg har brug for en afslutning. Det er ikke forsikringen der har svigtet, de har hjulpet mig hele vejen. Kan mærke at jeg har brug for anerkendelse af min sag, og hvad jeg er igennem.

Citat ’Det allerbedste øjeblik er, når du finder modet til at give slip på det, du ikke kan ændre’

Hvordan har jeg det. Tjaaaa…..der er mange tjaa dage. Har utrolig svært ved at forene mig med min situation. Føler mig udfordret efter seneste operation, ved aldrig hvilken kropstilstand jeg vågner op til.

Blev for to uger siden ramt af kvælningsfornemmelse, som om der ikke var plads i halsen. Når jeg lagde mig ned, kunne jeg knap nok få luft. Panikken kravlede ind under huden – og gjorde sikkert også situationen meget værre. Jeg fik kontakt til neurokirurgen, som heldigvis gerne ville se mig. Det er ikke normalt at der opstår disse problemer, så sent i forløbet.

Kirurgen kunne godt se min hals var hævet, og derfor sendte han mig til røntgen. Røntgenbilledet viste tydelige hævelser i halsens bløddele, som forklarer den vanskelige passage i luftrøret / struben – og ikke mindst passage til mad, væsker er ikke så vanskeligt. Umiddelbart kunne kirurgen ikke tilbyde nogen behandling – skulle se tiden an henover nogle dage, og hvis hævelsen ikke svandt, skulle jeg MR scannes. Hvis jeg i den mellemliggende tid følte en forværring, skulle jeg kontakte egen læge eller ringe 112.

Kæmper stadig med klumpen, popper op og ned. Passagen ned gennem halsen er ikke altid samarbejdsvillig. Stemmen har sit eget liv, sommetider vælger den at være hæs og møgirriterende. Det hele skal sikkert have tid til at hele – men engang imellem panikker jeg indeni, og skal gribe hårdt fast i mig selv, for ikke at farer ud af en tangent. Det er trods alt snart 8 uger siden operationen.

Citat ’Belønningen for en god gerning, er at have gjort den’

Erkendelsen af at vi er blevet ældre, og ikke er de store sofaflydere mere, og min livsændring taget i betragtning, har vi set i øjnene, at andre møbler er en nødvendighed. Så vi har desværre måttet skille os af med vores bedste 2 stk 3 pers flydesofaer.

Trods mange annonceringer, og reduceret pris, lykkes det kun at sælge en af dem, den sidste blev hentet af blå kors, 10 min før de nye møbler ankom.

Nu har vi møbler der passer til vores generation og dårligdomme. Sjovt nok er det ikke sofaerne vi er flyttet ind i, men lænestolene – og de har taget os med storm. Vi har hver især fået den mest fede lænestol, sikke en gave, bedste investering længe.

De nye sofaer er højere i sæde og ryg end de gamle. Familien skal lige vænne sig til højden – og specielt har datteren stiftet bekendtskab med, en forkert beregnet landingsteknik i sofaen – hun er stadig på ’flyder-sofa landingshøjde’. Vi har til stor fornøjelse, og latter, observeret hendes fejllanding – billedlig talt ’efterfjedringshop i flyderlandingen’.

Min gamle lænestol er flyttet i mit musikhjørne, og der er ophængt den fineste lampe over flygelet – det er noget jeg har ønsket længe – og nu er den der. Bliver så glad i låget. Jeg har nu et hjørne der er så energifuldt / energicenter, at jeg kan få ladet mine batterier op, på jævnlig basis – føler mig heldig og elsket.

Citat ’Lykke er, hvad man sommetider finder, mens man søger noget andet’

Og så fik jeg lige noget nyt legetøj – mixer-pult, mikrofon og stativ – ja man bliver aldrig for gammel til legetøj.

Det er faktisk manden der startede det hele. Min mand er ikke meget for larm, altså det larm der kommer fra mit energihjørne. Når han er nærheden, bruger jeg høretelefoner når jeg spiller – tror han påskønner det.

Jeg har i noget tid ønsket mig en mikrofon til flygelet – ved godt det er en farlig mission jeg er på, så havde faktisk skrinlagt det for en tid.

Manden og jeg, var på vej til en lille kaffedate med hinanden – og lige der i bilen på vej til daten, spørger min mand, (tror måske han har fortrudt med tilbagevirkende kraft) skal vi ikke lige smutte forbi musikbutikken i Grenå, og kigge på mikrofon muligheder. Jeg var forbløffet, nok det sidste jeg havde ventet.

Tror ikke han ved hvad han har sat i gang. Larm larm og larm, nu kan mit musikalske talent? ikke gemmes i høretelefonerne, for nu kommer det også ud af munden, og højtalerne. Det er sikkert ikke smukt, men nok ekstremt larmende.

Citat ’Den længste rejse, du nogensinde kan foretage, er fra dit hoved til dit hjerte’

Startet ny omgang genoptræning i fysio-huset / fitnesscenter. For en lille uges tid siden tog jeg den første tur i bilen – det er svært, bliver hurtigt udtrættet, og højre ben, fod og tæer brokker sig vildt.

Min bil-sag køre stadigvæk, ingen afgørelse eller klare meldinger om hvordan, og hvornår min bil kan omdannes til håndbetjening – det er på Jysk ’træls’ at vente på. Der ligger rigtig meget frihed i at kan køre bil, at være fri og kan komme omkring, og ikke mindst, køre til arbejde. Min tålmodighed er ved at være opbrugt. Det føles som om alt er i stampe – alt for mange løse ender – har så hårdt brug for afklaringer.

‘Livet er som en pose blandede bolsjer og fyldte chokolader’

Korrektur læser – Min mand wp-monalisa icon

0 Kommenter
2 FacebookPinterest

Dagbog fra d.14 til d.30 august 2019

af Susanne

Så er jeg tilbage efter en længere pause – ønsker jer læsere god læselyst

Dagbog fra d.14 til d.30 august

Operation og tiden efter

Citat ‘Livet er som en bog. Hver eneste dag er som en ny side, der vendes’

Min forståelse / beskrivelse:

Der skal fjernes to diskusprolapser i nakken.

Kirurgen lægger et snit i halsen, fra midt på halsen ved adamsæblet, og et snit på ca 10 cm til højre. Snittet bliver lagt i en fold, så det på sigt ikke kan ses.

Når kirurgen har lagt snittet, skubbes strube, blodåre og stemmebånd til side, for at blotlægge til nakkehvirvlerne.

Fjernelse af prolapser mellem C4 / C5 og C5 / C6, og indsættes af crages (byggeklodser)

Hvorfor denne operation:

Grundet tiltagende gener i fingre, hænder, arme og skuldre, og ikke mindst voldsomme hovedpiner, vurderes det at årsagen er 2 prolapser C4 / C5 og C5 / C6, der aflukker for forbindelserne til hovedet og skaber tryk og besværet gennemløb. I resten af kroppen er det periodiske lammelser, eller forstyrrelse af motorikken. Det tilsammen skaber en mindre god tilstand. Det er derfor besluttet at udføre denne operation.

Dagbog onsdag d.14 august 2019

Natten har været lang, både mine normale søvnproblemer og angsten for operationen, har holdt mig vågen det meste af tiden.

Meget mærkelig kombination, er også nervøs for ikke at komme op til tiden.

Jeg faster fra midnat, men er selvfølgelig sulten – det er ligesom næsen der klør, og man ikke kan klø tilbage.

Kaffen er meget vigtig, den skal drikkes inden kl.06:00, og jeg må ikke komme mælk i, kan næsten ikke drikke kaffe uden mælk – eller det bilder jeg mig selv ind.

Nåede at hælde 2 krus kaffe ned, så må sige at har jeg fået min del – måske det bliver lidt svært at bedøve mig, med alt det kaffe jeg har indtaget – jeg ligger nok bare med meget store øjne og kigger op i loftet.

Vi skal køre 7:10 – er bange for at komme for sent, eller ende i trafik-kø.

Tjekker min taske flere gange, skal ikke gå ned på ladere til min telefon og Ipad. Kanyle og ampuller – tjek, skal have en sprøjte bløder medicin en time før operationen. Kan ikke selv stikke selvom jeg har lært det, manden vil godt stikke, men denne gang synes jeg sygeplejersken skal gøre det – for vi ved ikke helt præcis hvornår operationen er tidsmæssigt planlagt.

Afgang til Skejby. Der var stort set ikke nogen trafik, så ankom i meget god tid – 7:40, og der var en ledig handicapparkeringsplads ved indgangen.

Vi fandt stedet ’Forberedelse og opvågning’ men der var ingen mennesker at se. Kørte mit kort igennem, og på skærmen stod der – gå lige igennem til receptionen. Men døren var låst, hmmm meget mærkeligt, måske de ikke var mødt endnu. Lige indtil vi fandt ud af at vi skulle benytte en døråbner 3 meter fra døren

Jeg blev hurtigt skrevet ind, og en sygeplejerske kom og hentede mig. Lille samtale, blodtryk og temperaturmåling. Derefter et skift fra mit eget tøj til hospitalstøj.

Sygeplejersken var ikke meget for at skulle stikke mig i maveskindet. Hun havde ikke prøvet det før, og synes det var lidt i overkanten, den mængde der skulle sprøjtes ind – tror også hun var bange for at gøre mig ondt, men kunne intet mærke – det er godt at have en god ’mave-fedt-klump’ at stikke i.

Kommer omkring en anden patient og pårørende – som siger at jeg er efterspurgt, og de mener at det er en portør der leder efter mig. Det var ikke en portør men kirurgen der skal opererer mig – tror ikke han er tilfreds med at blive kaldt portør.

Det var pænt af kirurgen at komme forbi. Han ville høre hvordan jeg havde det, og høre om jeg havde spørgsmål. Men lod mig vide at han ville komme og snakke igen, inden jeg blev lagt i narkose.

Fik lov at vente lidt tid. Rart at snakke med manden, få lidt ro på hele situationen, nervøsiteten var ved at overmande mig. 08:45 kom der 2 søde portører og hentede mig. Jeg fik kysset og krammet af med manden, og han fik fri til at tage hjem.

Portørerne var meget snakkesalige, faktisk rigtig hyggeligt. Tror portørerne er trænet i at skabe tillid og ro på vejen til operationsstuen. Tænk sig, frivilligt at gå på den ’grønne-operationsgang’ den skaber en smule, og sikkert også overdrevet ’dødsangst’. En anden patient var også med i ’dødsangst-patruljen’, hun skulle igennem samme operation som mig.

En tanke popper op i hovedet: En klog veninde sagde; hvis du er i tvivl om denne operation er det rigtige, spørg da lægen; hvis det var din egen mor der fik denne operation tilbudt – vil du så anbefale operationen?

Er glad for min kirurg, det er den samme som opererede sidste gang, og det gjorde han godt, så tilliden er intakt, men jeg er alligevel skide nervøs.

På operationsgangen blev jeg bedt om at sætte mig og vente, de skulle lige være klar på operationsstuen. Hvorfor henter de mig, hvis de ikke er klar – jeg kan nå at sk… mange grønne snemænd inden de er klar?

Der gik ikke lang tid før der kom en smilende grøn dame mod mig – fin grøn operations uniform. Hun hilste pænt på. De var klar, og jeg måtte gerne følge med. Jeg var faktisk også en smule grøn – grøn trøje og fin grøn nethue – og ikke nathue, gad vide hvad det skal gøre godt for?

Sådan en operationsstue kan forskrække enhver. Jeg har gennemgået 5 operationer de sidste to år, så hvorfor forskrækker det specielt i dag?

Operationsstuen er stor, utrolig meget udstyr, og mange grønne mennesker. Lægen kom og og snakkede med mig igen, tjekkede op på mine personlige oplysninger og en lille snak om operationen.

Var i armene på flere grønne mennesker. Dem der skulle bedøve mig, de var utrolig rare og smilende. Stille og roligt, forklarede de hvad de gjorde. Synes det er uhyggeligt at man pludselig er væk – sover – andre kontrollerer kroppen.

Forsøgte at holde øjnene åben så længe det var muligt – men blev så forfærdelig træt, og pludselig var jeg væk. Det sidste jeg husker og hørte var – træk vejret dybt, tænk på noget rart – vi passer på dig.

Tænk hvis jeg ikke vågner op igen. Nåh ja så mærker jeg ikke noget alligevel, der er slukket for kontakten. Godt jeg har mine papirer i orden.

Et lille opråb til alle – sørg for at få alle jeres personlige papirer i orden, lister med kontonumre, telefon numre, adgangskoder, sidste vilje osv…. Der er ikke nogen der ved hvornår der bliver slukket for kontakten. Jeg sidder ikke og skriver det her fordi jeg er depressiv, men fordi jeg vil gøre mine efterladte en tjeneste. Du kan for den sags skyld blive kørt ned i trafikken, eller ramt af en tornado, falde ned med et fly – der er ingen der er udødelig.

Tror helt sikkert jeg har fået mig en god lur krydret med en uovertruffen ’drug-cocktail’ men der er jo også en bagside – det er efter operationen.

Man skal have et godt helbred for at være syg. Du kan træde ind på sygehuset rimmelig frisk og gå derfra i en tåge, så man slet ikke husker hvordan det lykkes at komme hele vejen ud til bilen.

Min angst stiger, jeg kan ikke få luft, nogen sidder på brystet af mig, nogen klemmer i min venstre arm, der er ingen luft, det gør ondt, brystkassen vil ikke – ingen luft ned i maven. Jeg er vågnet meget hurtigt efter narkosen og kan ikke få luft. Kan ikke åbne øjnene, befinder mig i et mareridt, ved ikke om jeg har et reelt mareridt, eller jeg befinder mig i vågen tilstand.

Masser af mennesker snakker, kan høre der kommer flere til. Der er mange hænder på mig, kan høre og mærke der gives en masse medicin. kan stadig ikke få luft, jeg hiver efter vejret, smerterne er voldsomme. Der bliver kørt flere EKG strimler, og man bliver enige om at det ikke er et hjerte infarkt – ved ikke hvad det er, men det fortsætter en tid, får også sprøjtet nitroglycerin under tungen, kan stadig ikke åbne mine øjne.

Medicinen skaber stille og roligt luft og mere normale forhold. Til sidst er jeg der hvor det kun er svært at snakke, jeg har simpelthen ikke luft til det.

Hvad det skyldes, kan jeg ikke udtale mig om – men jeg kan sige det var ekstremt uhyggeligt og skræmmende.

Jeg lå på opvågningen i lang tid.  Der blev holdt godt øje med mig. Jeg kunne ikke hvile, fordi jeg var for skræmt til at lukke øjnene, og stadig havde svært ved at få luft.

Sidst på eftermiddagen landede jeg på sengeafdelingen, transporteret af en portør. En lang tur – i mit hoved var det ræs. Jeg synes at portøren kørte vildt stærkt – gad vide om der er fartkontrol på gangene? Ellers også var det mit halv-bedøvede hoved, der var i gang med at bearbejde tømmermænd ovenpå en kæmpe ’drug-brandert’

Hold nu op, vidste ikke at der var reserveret hotelværelse med panoramaudsigt – må nok sige at der kræses for patienterne.

Det var et rent checkin. Hvor vil du have din bagage? Præsentation af værelset med tilhørende badeværelse – som jeg ikke selv må benytte andet sammen med en sygeplejerske. Eget stort tv og masser af kanaler. Rød snor isat madrassen – sygeplejersken lod mig vide at det er til roomservice – skal bare rykke i snoren.

Derudover er de leveringsdygtig i rusmidler, væskeudskift, iltregulering, og tjekker selvfølgelig løbende op på mit velbefindende.

Menukortet er hvad du ønsker, så bare sig frem. Vi har nogle faste spisetider, men vi har også alt det andet, så hvad der kan friste bare sig til.

Hvor er det bare ikke fedt – jeg er glad for mad, og der ingen begrænsninger her. Nu er det sådan at operationen er sket i halsen, og hvor mange har lige lyst til at kaste mad ned i et åbent krater?

Den søde sygeplejerske spurgte om det ikke var noget med en skål frugt, hindbærsnitte og kaffe. Naaah sagde jeg, tror ikke det går – den søde sygeplejerske sagde pjat, jeg stiller det ind til dig, så kan du nippe som du har lyst. Hvad tror i – spiste jeg maden? NEJ det røg ud igen….hulk.

Til gengæld kastede jeg op, igen og igen og igen, kunne ikke holde vand eller medicin i mig, der blev forsøgt med kvalmestillende medicin, men lige meget hjalp det. På et tidspunkt havde jeg kastet så meget op at sygeplejersken ikke fandt det forsvarligt. Og jeg blev igen koblet til en omgang saltvand, og derudover fandt hun et andet kvalmestillende præparat som hun sprøjtede direkte ind i droppet. DET HJALP, nu var det kun ’småtteri-brækkeri’ tilbage.

Lægen kiggede ind, der var en anden læge til stede, som sygeplejersken havde kaldt, fordi iltmætningen havde ændret sig i en retning der ikke var hensigtsmæssigt. De 2 læger og sygeplejersken diskuterede henover hovedet på mig, snakkede lidt om min manglende luft til at tale og kolde fingre. Havde lyst til at sige – halløj jeg er her også. Nå men summen af snakken henover hovedet på mig, blev til en længere tids måling af min iltmætning. Så der lå jeg igen alene og kunne nyde panorama udsigten, tv’et, ’småt-brækkeriet’ og den fine roomservice.

Jeg fik det bedre og bedre, i hvert fald på kvalmesiden. Der blev kræset om mig hele tiden, var selv ude ved madvognen og kigge på herlighederne, men intet fristede.

Kl.21:30 gjorde jeg klar til natten, jeg var træt, rigtig træt, ville sove, og overbeviste mig selv om at der ikke ville ske noget med vejrtrækningen, og heller ikke kvalt i løbet af natten.

Jeg sov og sov, lå stort set i den samme stilling, kunne ikke vende mig pga smerter, og et dræn i halsen gjorde det også noget besværligt. Sygeplejersken kiggede ind flere gange. Sidst på natten måtte jeg bede om lidt smertestillende.

Dagbog torsdag d.15 august 2019

Flere af dem på afdelingen kender jeg fra de andre gange jeg har været indlagt, og de er alle utrolig søde.

Dagen derpå, morgentjek, blodtryk og temperatur – fatter simpelthen ikke hvorfor temperaturen skal tages i r…., når de har et nyt fint temperaturudstyr – hvor apparaturet køres henover panden, og temperaturen vises med det samme. Det var sådan et apparatur de brugte i modtagelsen, før operationen.

Jeg har som skrevet tidligere, et dræn siddende i halsen, og det skal fjernes efter morgenmaden, lige efter skal jeg ligge stille en halv time, og derefter blive på afdelingen 2 timer. Så planen er at jeg skal udskrives – jubiiiiiiiiiii.

Morgenmad, ser godt ud, men frister ikke, tvinger noget yoghurt ned, har kvalme, og synes ikke der er plads i halsen, den er hævet.

Drænet er sat fast med et par sting, de skal fjernes før drænet kan tages ud. Sygeplejersken beder mig om at tag en dyb indånding, og i det samme vil hun rive drænet ud – kunne ikke mærke noget som helst.

Nu er jeg frigjort fra kanyle i hånden og dræn i halsen, så næsten klar til at tage hjem, lægen skal også lige komme forbi og snakke med mig.

Lægen kom forbi og spurgte til mit velbefindende og forklarede om operationen og forventninger til fremtiden. Han ønskede mig god bedring og på vej ud af døren, lod han mig vide, med glimt i øjet ’nu gider jeg altså ikke se dig igen, selvom det er hyggeligt’ Lod ham vide at det var gensidigt. Men takker ydmygt for behandlingen og lader detaljen om at nogen forvekslede ham med en portør ligge.

Min mand var lidt forsinket, han skulle selv til undersøgelse, han deltager i et forskningsprojekt.

Det er altså et stort hospital, svært at finde rundt. Enormt stort, når hoved og krop stadig befinder sig i en zombie tilstand. Jeg blev efterladt ved skadestuen, og manden spurtede efter bilen.

Kvalmen var stadig en træls ledsager, havde konstant en brækpose hængende ved munden som en tro følgesvend.  Utroligt jeg nåede til Hadsten uden at brække mig. Hold op jeg var sølle, brækpose og svag rusten stemme, og svært at holde kroppen oprejst, hele kroppen i ’smerte-zombie-tilstand’.

Så er jeg flyttet ind igen, med brækpose, smertestillende, og godt placeret i lænestolen, og fjernbetjeningen indenfor rækkevidde. Manden laver kaffe og nurser – tænker at han kunne se godt ud i et sygeplejeuniform – skulle tro jeg stadig befinder mig i en eller anden narkoserus, hovedet føles i hvert fald mærkeligt.

Det er bare ikke nemt, kæmper med ikke at flippe ud eller lade angsten tage over. Har svært ved at få ordentligt luft, der sidder noget i struben, kan mærke det når jeg flytter på hovedet eller synker. når jeg drejer hovedet svimler det, nakken gør ondt, armene, hænder og fingrer snurrer og smerter, skuldrene er som en stor byld.

Det er jo lige til at hyle over, jeg er madglad – stik mig en burger og en stor portion pomfrits – HVORDAN SKAL JEG FÅ MADEN NED IGENNEM HALSEN, jeg må nøjes med flydende føde. Bare tanken om mad der skal passerer igennem halsen er angstprovokerende.

Det der med flydende mad har sikkert en positiv side – måske der rasler et par kilo af, og det vil uden tvivl klæde mig.

Hold op hvor er det svært at snakke – måske der er nogen der synes det er dejligt.

Er spændt på at se hvordan snittet ser ud – kirurgen lovede at lægge snittet i en halsfold. Stingene skal fjernes om 10 dage.

Håber at klumpen i halsen og stemmen snart normaliseres, synes det er slemt, og meget angstprovokerende.

Dagbog fredag d.16 august 2019

Manden er startet på aftenvagt, og jeg er alene hjemme. Jeg mangler ikke noget, jeg kan klare mig selv.

Jeg er utålmodig, vil gerne at jeg var helet på nul komma fem. Men sådan er virkeligheden ikke.

Kvalmen er stadig en del af ’efter-ubehags-pakken’ samt masser af piller til at holde de værste smerter væk, og der er brug for dem, ellers ved jeg ikke hvordan jeg skal klare det – måske det lyder lidt pivet – men det er fandeme uhyggeligt og træls.

Halvt ligger jeg det meste af tiden i min lænestol, er kun oppe og stå, når smertebehandlingen skal fornyes, eller når der skal laves lidt suppe, eller andre flydende væsker.

I halsen er der ikke meget plads, og hvis jeg drejer på hovedet, føles det som at pladsen bliver endnu mere begrænset. Halsen opfører sig som en voldsom halsbetændelse, og i tilgift til dette en stemme, der lyder som den har været på druk i flere dage. Jeg siger ikke meget, er meget stille og holder mig til TV eller bare at være til.

Kan ikke koncentrere mig om PC, Ipad eller telefon, og slet ikke læse. Min hjerne vil ikke samarbejde, den kan ikke tage ret meget ind. Tror den største årsag er at der er skabt gennemløb. Hjernen skal have tid til at vænne sig til den forøget tilgang af blod og væske. Dette krydret med byggeklodserne som er sat ind imellem hvirvlerne, og hævelserne i området.

En beskrivelse af mig lige nu – ’Drug-Zombie’

Dagbog lørdag d.17 august 2019

Kan ikke sove, hovedet vil ikke være på puden, det kan ikke tåle at ligge fast, det føles som noget synker ned i nakken og halsen. Skaber smerter og mindre plads og luft, på mange måder skaber det panik og angst. Forsøger at overbevise mig selv om at der ikke sker noget, og mange andre har gennemgået magen til operation uden at dø af det. Så Fru Grooss – TAG DIG SAMMEN – tag det som en KVINDE. Ord er taknemlige men udførsel er straks en anden sag.

I tilgift til disse genvordigheder, er mine skuldrer som bylder, ydersiden af halsen som forbrændt hud, armene snurrer og gør ondt, armene kan ikke strækkes ud, fingrene virker ikke optimalt, og håndleddene føles som de er brækket – deraf er det også svært at vende sig i sengen. Skifter senges hovedposition utal af gange – hjælper som at tisse i bukserne – kun kortvarigt.

Sammen med alt det er resten af kroppen stadig i sit smertelige lune og funktionsnedsatte tilstand.

Hvis jeg havde været en hest………………………………………………………….

Eller hvis jeg kunne smeltes om og sendes tilbage til støbeformen – er jeg klar.

Troen på bedring er begrænset, og jeg daler ned i et kedeligt sort hul, hvor jeg krampagtige holder fast med fingerspidserne, for ikke at dratte ned i afgrunden – en overvældelse af opgivenhed, overvælder mig med en orkan styrke jeg ikke troede muligt. Gråden sidder på lur, parat til at springe ud, og tankerne flyver af sted i en tornado-agtig hvirvel af ’hvad skal der ske med fremtiden’, hvordan skal jeg komme videre’.

Godt jeg har min mand, min familie, hele mit netværk, og de ikke tager et ’nej-tak-til-selskab’ for gode varer.

Citat ‘Jeg kan ikke give dig alle stjernerne på en dag. Men hvis du giver mig chancen, henter jeg en stjerne til dig hver dag’

Dagbog søndag d.18 august 2019

Er træt, mangler søvn, er en zombie, æder mine piller, kigger til haven kortvarigt. Samson kan ikke helt forstå mig eller min måde at være på.

Smertetilstand og alt det andet har ikke ændret sig, og jeg synes livet er gået i stå, kan stadig ikke håndtere de forskellige elektroniske systemer.

Skal holde hovedet i ro, er som om at hovedet ikke kan holde sig selv, og når det sker, smerter det og jeg sejler af sted.

Egentlige er mine dage kedelige, frygtelig kedelige, sidder bare der og gør ingenting.

Det er godt for manden at han har aftenvagt – så behøver han ikke lytte til mit ynk og nedtrykthed.

Dagbog mandag d.19 august 2019

Der er gode og dårlige dage, når man bedst tror det hele går fremad, skal der lige steppes nogle skridt tilbage.

Hovedpinerne forsvandt stort set lige efter operationen, og sikke en lettelse. Til gengæld er det ikke blevet bedre om natten, det er faktisk et mareridt at komme igennem natten.

Er tidligt oppe, skal sidde en tid og komme mig, få kroppen lagt på plads. TV’et larmer og kaffebryggeriet er i gang. Det føles faktisk rigtig rart at lade den dejlig velduftende kaffe løbe ned gennem halsen – det føles som en kortvarig lindring.

Drikker meget kaffe – er ikke vild med te – det er periode bestemt.

Kan se der bipper mange beskeder ind på de forskellige systemer – men har simpelthen ikke energien til at svare eller forholde mig til noget.

Beklager på forhånd min manglende ’være til stede’ men det kan virke uoverskueligt.

Træner lidt – frit sving af hovedet, må gerne indtil det gør ondt. Det kommer helt af sig selv, der er begrænsninger.

Er faktisk fritaget for brugen af en støvsuger, og andre opgaver der kræver for store sving og løft. Det er selvfølgelig meget trist og ærgerligt, der er ikke noget jeg hellere vil – IRONI kan forekomme.

Jeg har glemt mit vandspil ’ønskevandspil’

Der er rigtig dejligt vejr, og jeg flytter mig selv ud engang imellem, men det er ikke altid det holder så længe før jeg kryber i skjul igen.

Dagbog torsdag d.22 august 2019

I dag er mandens sidste aftenvagt – det er rigtig rart. Han har nu fri i ti dage.

Hverdag forsøger jeg at skrive lidt på pc’er – skrive dagbog. Men det lykkes ikke særligt godt, der kommer lidt ned på skrift, men når jeg læser det igennem er det noget volapyk.

Fingrene fungerer ikke som de skal – finmotorikken er under konstruktion – forbedring ønskes på samarbejdsfronten.

Alt det der ligger nord for navlen er ude af funktion – det er som om jeg trænger til en opgradering. Hovedpinerne er væk, men alt det andet er i live og i fuld udfoldelse.

Er godt klar over det tager tid, men lige nu har jeg svært ved at se der indtræffer bedring.

Jeg tvinger mig selv til flygelet, vil gerne spille – nogle få minutter. Om ikke andet må jeg sætte mine egne optagelser til at spille – det er da også en slags spillen på flygelet.

Hvad jeg ikke kan, det kan Samson. Samson er blevet en mis efter flygelmusik. Han spørger pænt om han må springe op og sætte sig ved siden af mig – og det må han. Det er første gang Samson har lagt sine potter på flygelet, han flyttede flere gange potterne henover flygelet – tror virkelig han forsøger at spille noget ’katte-jammer-rock’ Jeg må konstaterer at Samson har talent for musik – det var en fed oplevelse.

Det blev ikke andet end til et par minutter for mig – igen ville mine fingre ikke, og det var samtidig ubehageligt at sidde der.

Psyken er begyndt at skifte – fra sorg, vrede og til glæde, så nu befinder jeg mig ikke kun på kanten.

Fjernede plasteret på halsen, og kunne for første gang se stingene, det lignede en kæde-syning, ser rigtig pænt ud. Føles rart at være fri for forbinding.

Dagbog fredag d.23 august 2019

Dagen er beskrevet i tidligere oplag på bloggen.

Min fødselsdag.

Dagbog lørdag d.24 august 2019

Er træt i dag, fejrede fødselsdag i går. Det var en fantastisk dag, men det kræver en del tid bagefter, til at komme sig.

Mentalt skal jeg lade op til fest, jeg har sagt ja til komme til fest i aften.

Kroppen er stadig et utaknemligt asen – tænk på hvad jeg har gået igennem for at tilpasse kroppen, og det her er takken. Gad vide om der er en eller anden klageinstans til brug for denne slags klager?

Følelsen af ikke at slå’ til, overmander mig og sender mig ud på en rutsjetur. Overskriften på denne rutsjetur er – min omgangskreds må efterhånden være træt af mit dårlige humør, ynk og beklagelser, og stavren rundt med krykke og masser af puder i alle former. Men ved godt inderst inde, at det ikke er korrekt.

Men, alt det er en del af mit DNA nu – måske jeg gør bedst i at knytte venskab med denne tilstand.

En god nær veninde holder fest i dag, og jeg har sammen med en anden god veninde forberedt lidt sjov til fødselaren. Det er en kæmpe rejse at være en del af. Men har besluttet at jeg vil gøre det, heldigvis har veninden lavet de fleste forberedelser. Jeg glæder mig til at se alle de andre søde dejlige unge kvinder der kommer til festen.

Optil er det en kæmpe forberedelse, kan jeg være i det, hvordan sikre jeg at komme væk hvis jeg går i panik, eller får ondt.

Aftalen er at min søde mand er standby, han kommer og henter når jeg ikke kan mere.

Jeg var tidligt hjemme, men til gengæld blev jeg tanket op på den gode måde.

Fordelen ved at være i den situation som mig – er at mange tilbyder at hente drikkelse og mad. Er dog stadig – stor set – på den flydende del – Rosé er da flydende mad, ikke? Det var faktisk et ’rosé-tapas-fødselsdags-party’

Roseén blev begrænset ligeså maden, men fik dog også klemt lækker dessert ned.

Til sidst kunne jeg ikke løfte glasset eller holde hovedet – OG DET VAR IKKE FORDI AT JEG VAR FULD.

Jeg takkede for en dejlig kort aften, og ved at resten af gæsterne ikke gik tørstige hjem, og måske de dagen derpå havde brug for ’junkfood’

Dagbog søndag 25 august 2019

Er træt i dag, og det er svært at komme ud af sengen. Kroppen har sine op og nedture, og den koordinerer ikke med mig.

Hiver mit legeme fra sengen og hele den lange tur til køkkenet, for indtagelse af pillerne, derefter en slæbende gang til lænestolen. Godt plantet og tv’et tænkt, hopper Samson på skødet, og snakker i et væk.

Laver ingenting i dag, absolut ingen ting. Kun lidt tur i haven, i tilpassede doser.

Dagbog mandag d.26 august 2019

I dag skal jeg have fjernet sting – jubiiii

Har ikke haft noget henover syningen siden jeg fjernede forbindingen, så alle jeg har mødt har set den flotte syning.

Sygeplejersken fjernede stingene, det bløder en lille smule, og der bliver sat plaster henover, skal kun være der så længe der er lidt blødning.

Fik ordre af sygeplejersken – der skal bæres plaster de næste 3 mdr for at sikre arret bliver pænt, og der ikke kommer infektioner i. Så jeg skal omkring apoteket og købe englehud – hudfarvet englehud.

Må nok indrømme at jeg ikke kommer til at gå med det plaster hele tiden. Det klister sig fast i såret, og når jeg hiver det af, ser huden rød og brændt ud. Englehuden bliver kun brugt udenfor, og når vi skal være sammen med andre.

Smerterne er stadig en ikke så kær følgeven – det er svært og til tider uudholdeligt.

Tror måske ikke altid omgivelserne forstår helt hvordan jeg har det – og det kan jeg ikke fortænke dem i.

Har haft besøg af en dejlig veninde, som jeg ikke havde set i meget lang tid – det var så glædeligt og ’allround-krydderi’ til krop og sjæl.

Dagbog tirsdag d.27 august 2019

Det er dejlig varmt udenfor i dag, og udenfor livet lokker. Der sættes godt med englehud på operationsarret.

Placerer mig i en god stol med støtte af pude. Har min pc på skødet, og tænker nu er det tid at grifle noget ned. Måtte desværre opgive meget hurtigt, blev dårlig, kvalme, hovedpine og søsyge overmandede mig. Manden forslog at ligge ryglænet ned og forsøge i en anden stilling. Det er dog stadig svært, men til gengæld slappede jeg af.

Jeg har de bedste betingelser der hvor jeg sidder – lige ved siden af vandspillet, og igen og igen spiller vandspillet musik for mig – og det virker meget beroligende.

Dagbog onsdag d.28 august 2019

Der er ikke så meget at skrive om, det er det samme igen og igen.

Træner med håndvægte og laver nogle stående armbøjninger.

Halsen er ikke tilfreds, føles som om den hæver, og alle leddene siger – nu kan du godt stoppe, men det skal være skidt for det kan blive godt.

Humørmæssigt svinger jeg meget.

Tænker meget på mit arbejde, savner mine arbejdskollegaer, har været væk så længe at jeg ikke tror de kan kende mig, eller huske hvem jeg er. Det er en uholdbar situation, håber der snart er lys i mørket.

Manden har fridag, og en af bilerne skulle til service. I den forbindelse, tog vi på lufte tur, og hentede ’eftersyns-bilen’ på vej hjem. Planen var ikke at jeg skulle køre – der er 1,5 km fra værksted til vores adresse. Men jeg valgte at køre den ene bil hjem alligevel, og der fandt jeg ud af, at det ikke var smart – jeg var ikke klar til at køre bil.

Nær veninde droppede forbi, hun havde en enkelt overnatning og jobbet kaldte. Igen er det rart med gode venner – der tankes op og tankerne kommer i andre retninger.

Dagbog torsdag d.29 august 2019

Forsøger virkelig at tage mig sammen, forsøger at genoptage den skønne morgenrutine. Morgenhave gåtur, ligge øre til Samson, nyde dufte, vandspil – kaste et par mønster i – bare ønske mig et godt helbred.

Har fået mail fra advokaten, min sag er gået videre til retten. Den skal for i retten i Randers. Det har / er en lang kamp, er glad for der er en advokat på, ellers var jeg kørt træt, og accepteret at regionen har underkendt min sag to gange, trods regionens egne lægekonsulenter har anerkendt min sag.

Det er sket en fejl under første operation, eller jeg har pådraget mig mere end det er tåleligt forventet.

Hvor er det svært at holde modet oppe, når man bliver dunket oveni hovedet så mange gange.

PFA har anerkendt min sag – så hvorfor ikke regionen. Mit eget private forsikringsselskab har anerkendt, og bevilliget penge til at køre retssagen vedr min patientsag. Har selv måttet indbetale et meget lille beløb som garanti.

Jeg håber og beder til at det hele løser sig til sidst, og alt falder på plads, og jeg igen er tilbage i noget, der ligner det liv jeg havde før første operation.

Dagbog fredag d.30 2019

Det er fredag, i dag er der koncert i Tivoli Friheden, som der er hver fredag. I aften er det Gnags. Ærligt talt så har jeg aldrig rigtig været fan af Gnags – så denne koncert er en anderledes oplevelse.

Bruger det meste af dagen på mental opladning, skal holde en hel aften.

Før Tivoli Friheden besøger vi en restaurant, og får et lækkert måltid mad, med dertil lidt for sød rosé vin.

Vi lander Tivoli Friheden i rigtig god tid, men der var ingen ledig handicapparkering tilbage – alt optaget. Ingen parkeringspladser i nærheden – det ser temmelig sort ud.

Kørte rundt en tid, og fandt en plads i skovområdet – egentligt er det ulovligt at parkere, men med handicapkort er det ok.

Manden triller kørestolen fra skovområdet til hovedindgangen – en lang tur for manden. Jeg har ledsagerkort, så manden kommer gratis ind – til gengæld betaler jeg fuld pris.

Jeg blev trillet rundt i Tivoli Friheden – det at sidde i kørestol er faktisk grænseoverskridende, skal virkelig arbejde med mig selv.

Manden finder et spot ved koncertområdet, hvor vi parkerer, og han smutter til nærmeste bar og henter kolde øl.

Jo nærmer vi kommer koncertens begyndelse bliver der mere tæt af mennesker, og til sidst er det nærmest klaustrofobisk.

Uanset hvad vi gjorde for at tilpasse os de andre tilskuer, blev jeg hele tiden stødt til, rendt ned, bare vadet henover. Det endte med at jeg ingen udsyn havde til scene eller storskærmene – selvom manden gjorde sit til at det lykkes. Men der er ikke meget pli, når sprutten går ind. Rejste mig op med mellemrum, men det var faktisk lidt for farligt, skulle jo også tænke på mit hoved.

Men bortset fra det. Hold nu op Gnags kan skabe en fest, sikke en koncert, Gnags er et suverænt festband. Der var gang i den – og jeg tog mig selv i at synge med engang imellem – den havde jeg ikke lige set komme.

Sang dog ikke så højt som en der stod bagved mig, hun overdøvede Peter A.G, og det var rigtig generende – Peter A.G lyder bedre og han kender trods alt teksten.

På vej hjem snakkede vi om koncerten, og var enige om at det var et brag af en koncert, og Gnags er et godt band trods mit forbehold.

Manden forslog at det måske var en fordel at købe et medlemskort til Tivoli Friheden, så vi frit kan høre koncerter om fredagen – dog først næste sæson. Jeg synes det er en rigtig god ide – det er en anderledes oplevelse at opleve dem live, end at høre dem i radioen.

Alt i alt en fantastisk aften – og takker manden for skubberiet og passeriet af mig.

Korrektur læser – min mand wp-monalisa icon

Citat ‘Tro på at du har de bedste oplevelser til gode’

6 Kommentarer
1 FacebookPinterest

Dagbog d.23 august 2019

af Susanne

Citat ’Det, der kendetegner os som mennesker, er ikke, hvad vi har, eller hvad vi kan, men hvad vi er’

Note:

Der har været lidt stille på bloggen.

Efter operationen har jeg lidt svært ved at skrive og fokusere, hver gang jeg drejer hovedet, svimler det og koncentrationen og motorikken bliver forstyrret.

Kan mærke jeg er på vej i gang igen, så her er en stille start på mit skriveri.

Operationsberetning kommer snart, den skal lige finpudses og korrigeres.

Dagbog – I dag er det min fødselsdag.

Citat ’At elske sig selv, er begyndelsen på en livslang kærlighedshistorie’

Metrologerne varsler varmt vejr – hedebølge, dog er solen ikke brudt frem endnu. Har stukket næsen udenfor, lige en dyb indånding. Ikke for dyb så kommer jeg til at hoste, den dersens knold / operationshævelse i struben sidder stadig og hygger sig i halsen.

Haverundtur er lidt svært og Samson er meget insisterende, står ved siden af min lænestol og miaver – kommer du så, jeg har brug for en snak og omsorg, du skal bare vide hvilken hård nat jeg har haft.

Imens Samson aflægger ’katte-afrapporterings-rapport’ er jeg et helt andet sted. Min tanker flyver af sted, tilbage i tiden, tilbage til barndommen – og det føles faktisk ikke langt væk.

Der sker et eller andet når et barnebarn gør sin entre, og årerne har passeret, uden at kigge så meget på de forandringer der er sket. Føler mig som en gammel bedstemor der mimrer tilbage.

Livet er forunderligt, ofte glemmer man i hverdagen at leve, flyder med strømmen, og skubber muligheder, ønsker og meget andet foran sig – det når vi en dag, når vi ikke arbejder mere og har oaseaner af tid. Mit livsbillede er rykket – et eller andet er gået galt, billedet af verdenens virkelighed har ramt.

Synes lige det var i går jeg ammede mine børn – og kan nogen fortælle mig hvordan 32 år bare lige kan forsvinde, fra den ene dag til den anden. Jeg undres gang på gang, kigger mig selv i spejlet, og ser et billede der måske er lidt ude af tid, eller også ser jeg ikke det rigtige billede, hjernen husker på sin måde, synes ikke jeg er gammel – men det er jeg – er faktisk medlem af ældresagen wp-monalisa iconog hvis jeg kigger godt efter er der rynker – mange rynker  wp-monalisa icon visdomsrynker, rynker der fortæller en lang livshistorie.

Håret er ikke mørkt mere, det er gråt, passende til en mormor.

Samson trækker mig tilbage til virkeligheden, han er jo også gammel – omregnet er vi lige gammel, katte og menneske år.

Kigger Samson dybt i øjnene og siger; Samson du er gammel – 56 år. Samsons øje blev store og mørke, tror han forstår. Jeg lod ham også vide at jeg jo er lige så gammel, og at vi sammen må tage det i stiv arm.

Det der med at dagdrømme dur ikke, der er et dagsprogram, de første gæster ankommer sidst på formiddagen. Så jeg sætter manden i gang, og jeg finder mit ynglings program i tv’et og nyder kaffen…… naah ønsketænkning, men lyder godt, kan godt finde på det, men ikke i dag.

Alt foregår i langsomt tempo, og det hele skal planlægges – jeg skal også holde hele dagen. Jeg har enormt svært ved at lytte til kroppen og stoppe i tide.

Sover ikke meget om natten. Før operationen var det pga. hovedpine. Nu er det pga. operationen, nakken vil ikke tilpasse sig puden, det gør ondt og det føles som om klumpen i halsen hæver og deraf svært at få luft. Det positive er at hovedpinerne er væk, der er gennemløb – det er jeg meget taknemlig for. Underskud af søvn og dertil mange smerter, gør noget ved mig, kroppen bliver påvirket.

Hvert år op til min fødselsdag, har jeg tænkt – den dag flyver jeg let og elegant henover. Er af natur faktisk meget genert når det kommer til noget der handler om mig selv, fejring eller lignende.

Så dagen er flere gange ønsket forbigået.

Men synes faktisk det er rart og dejligt, at familie og venner gider komme fra nær og fjern, for at fejre mig.

Nu er det ikke lige tiden hvor jeg bruger mest tid i køkkenet, og min mand har nok at gøre med mange andre ting.

Så er det godt at der findes butikker der sælger mad, kage og andre gode sager.

Det er bestilt mad til hele dagen, lækkerier efter mit hoved og mave. Jeg har bestilt kagekone, altså til min egen fødselsdag, har aldrig gjort det før – der er skrevet ’Susanne’ føler mig som Susanne 6 år wp-monalisa icon

Det skal være en nem dag, jeg skal ikke lave noget, kun nyde alle mine gæster. Manden og datteren løber zig zag for at fylde op, og sikre at der intet mangler.

Det er livet og glæden ved livet – fejre de store dage, give sig selv lov til at være lidt selv eller meget selvforkælende.

Sikke en gave at vågne op hver morgen – hvad er alternativet. Personligt er jeg dybt taknemlig for det jeg har. Livet er ikke en selvfølgelighed – vi har alle en udløbstid.

Jeg sender en stjerneregn af taknemmelig tanker til min familie, venner og hele mit netværk.

Datteren og Prinsen ankom i god tid, klar til at fejre og hjælpe med forberedelserne. Jeg blev begavet med en flot fødselsdagsgave, det fineste ’armlænsbord’, som jeg havde sendt et link til wp-monalisa icon

Altså ham den lille prins, er en lækkerbisken. Græder stort set ikke, nyder livet, atmosfæren, alt omkring ham, alle dem der gider kramme og hygge – er stjerneforelsket i prinsen wp-monalisa icon

Sidst på formiddagen ankom gode nære venner – vores Harzen rejsevenner, de havde taget den lange vej fra det syd fynske. Min dejlige veninde havde favnen fuld af gaver. Fineste blå lilla ’lyngplante’, god bedring ’chokolade’ og et halssmykke ’Skytsengel’ med den fineste zirkonia sten i.

Manden blev også begavet med gin og vin.

Prinsen ligger trygt i morfars arme, han løfter let det ene øjenlåg, øjeblikket i morfars arme må ikke slutte. Her er trygt og godt, glade stemmer og tryghed forplanter sig i prinsen. Morfar klarer sutteflasken, og bøvsningen, og tilbage i den trygge favn, prinsen har ingen planer om at rykke videre. Prinsen og morfar klæder hinanden – kærligheden er stor og gensidig.

Det ringer på døren, en god veninde kommer ind. I favnen har hun de smukkeste langstilkede mørkerøde roser, der dufter af berusende sommer – og de er til mig. Opmærksomheden omkring mig var hurtig overstået, for der på gulvet ligger prinsen i sin lift, han sover – smiler i søvne. Veninden trækker en stol hen til liften og tager Prinsen op, han reagerer ikke, lader sig løfte og placere i favnen på veninden.

Sidst på eftermiddagen, ankommer sønnen og svigersønnen.

Der er genkendelse at spore i Prinsens øjne da han ser onkel, magiske øjeblikke, det er så vidunderligt at se.

Sønnen medbragte en flot gave – ’sejrsgudinden’ og et ’frokost gavekort’.

Må konstatere at der ikke er noget at klage over, gaver og selskab er forrygende.

De sidste gæster tog af sted ved 22 tiden. Træt med træt på, kan godt mærke jeg er et år ældre.

En dejlig dag er nået til sin ende, fejret fra morgen til aften, af et fint flow af gæster. For mig var det en hård dag på den gode måde. Tager gerne den tid det tager at komme ovenpå igen.

Citat ’Det, der har vores fokus, er også det, der bliver til vores virkelighed’

0 Kommenter
2 FacebookPinterest

Dagbog D.13 August 2019

af Susanne

Citat ’Beskedenhed er en dyd, men man kommer længere uden’

I dag er en speciel dag, det er dagen før operation. Det er dagen hvor jeg har syndet lidt på den usunde side. wp-monalisa icon

Har lige legaliseret overfor mig selv, at det er i orden at drikke et lille glas vin, og smide et par dråber mango sirup i kaffen, og også lade sår’n ca 5 stykker slik hoppe ind i munden – men hvem tæller.wp-monalisa icon

Har brugt tid ved flyglet, har nydt at lade fingrene løbe henover tangenterne. Da jeg satte mig efter aftensmaden, huskede jeg at tage høretelefoner på, så manden ikke løb skrigende bort.

Citat ’Det er lige så vigtigt at forfølge sin drøm i dårlige tider som i gode tider’

Når jeg sidder ved flyglet, flyver tankerne, drømmene tager fart. Finpudser musik og nyder min egen musik – måske jeg er tonedøv – griner. wp-monalisa icon

Formåede næsten at ødelægge mit USB stik til flygelet, det som indeholder alt min egen musik. Igen igen lukkede jeg klappen ned over USB’en – har faktisk gjort det flere gange. Men denne gang gik den i 3 stykker – hvornår lærer jeg at tage den ud før jeg klapper låget i. Min mand fiksede USB’en, og dagen er reddet. Manden mener jeg skal binde et eller stort i enden af USB’en så jeg ikke overser den. Måske bare tøjre en hund til stikket, så det kommer med ud når hunden skal spise?

Har fået en fødselsdags ’for-gave’ af min mand, vedr. afklaring af hvilket forfatter kursus jeg har brug for. Er startet i en forfattercafe – for forfatter-spirer, det er et forlag der lægger lokaler og undervisning til. Er så glad for at jeg har fået gaven. Har haft mulighed for, at der er blevet kigget objektivt på mit skriveri, og det er ikke bloggen, men en lille bog jeg arbejder lidt med. Det er til eget brug, måske den er færdig om et par år. Har ingen forventning om andet end at den havner i min egen bogreol. wp-monalisa icon

I går blev jeg ringet op af min chef, et servicekald, han ville lige sikre at jeg går ind til operationen, med en viden om at der stadig er brug for mig i firmaet, selvom jeg har været væk fra arbejdsmarkedet i lang tid. Det servicekald er guld værd.

Jeg er ved at pakke en lille taske, skal møde på sygehuset i morgen tidlig – 14 august kl.08:00. skal igennem den operation jeg frygter allermest. Har svært ved at forberede mig mentalt.

Der sidder to diskusprolapser i nakken, den ene større end den anden, desværre er der afklemning, som generer mit velbefindende. Operation skal foregå forfra igennem halsen, og deraf er der nogle følger eller udfordringer bagefter. Blandt andet er stemmen sandsynligvis påvirket – tror faktisk min mand synes det er lidt dejligt.

Jeg er sikker på at lægerne gør deres yderste for at udbedre skavankerne, og dermed afhjælpe mine problemer. Kommer helt sikkert ud på den anden side af operationen, uden lammelser, og en krop der fungerer bedre end i dag. Ved godt de ikke kan ændre på det der er ødelagt.

Ved ikke hvornår jeg er tilbage på bloggen, men vil gøre mit bedste for at være hurtigt tilbage.

Næste skriv er overskriften, operationen og resultat. wp-monalisa icon

Jeg tror på at alt går godt, og at jeg kommer styrket ud på den anden side. Jeg er i de bedste hænder, det er den samme kirurg der skal operere som opererede mig sidst.

Citat ’Skab dit eget liv. Det bliver ikke genudsendt’

Et af mine skrive-hjørner

2 Kommentarer
2 FacebookPinterest

Dagbog 4-5-6-7 August 2019

af Susanne

Dagbogs oplevelser – Turen går til Harzen.

Citat ’Smukke oplevelser gør dig sundere’

Har været på tur, er blevet luftet. Har faktisk rejseforbud, men denne lille rejse er en køreferie, og så kan jeg komme hurtigt hjem hvis det er nødvendigt.

Jeg elsker at rejse, rejser gerne flere gange om året – eller vi gjorde tidligere. Hverdagen er blevet sværere og deraf begrænset rejser.

Jeg har meget svært ved at accepterer begrænsningerne. Jeg hader begrænsninger, at andre eller noget bestemmer hvad jeg kan eller ikke kan.

Ved godt det er lidt ynkeligt – men synes faktisk at det er dybt uretfærdigt. Forstår stadig ikke hvorfor livet er som det er. Jeg kan ikke de ting jeg kunne før. Det at besøge attraktioner, vandre rundt i længere tid, deltage i aktiviteter – og meget andet.

Natten eller nætterne er efterhånden et mareridt, samme show hver nat. Flytte på hovedgæret, op og stå, gå rundt i huset og tilbage igen. Hovedpiner og tryk i hovedet, muntre sig hver nat. Overarmene gør ondt, kan ikke løfte dem op som jeg plejer. Fingrene gør ondt, hvilket gør skriveri svært. Almindelige ting i hverdagen skal tilpasses. Jeg lever med det, men det er ikke med min gode vilje.

Lysten til rundering i haven er ikke til stede i dag, skal bare have en kop kaffe.

Citat ’Et smil kan sprede meget mere varme, end solen kan, selv på den varmeste sommerdag’

Turen går til Harzen – Braunlage, Maritime Berghotel. Vi skal mødes med gode venner på hotellet og tilbringe 3 dage sammen. Vores gode venner er taget af sted en dag før os og bliver der også en dag ekstra.

Op til turen har der været en del planlægning – mental træning. Det at tage af sted på sådan en tur er ikke bare lige.

Det er dagen vi skal af sted, det er besluttet at vi skal køre kl.9. Der er lagt en slagplan – eller mere en militæraktion for morgenens opgaver før afgang.

Der skal ikke mangle noget – kaffe, sodavand, frokost, kagen til eftermiddagskaffen. Der skal være nok. Turen i et stræk skulle kunne gøres på 6 timer, men er klar over der er masser af vejarbejde + drikke-mad pauser.

To køletasker, en med drikkevarer og en med madvarer. Rygstøtte og nakkestøtte, krykker, stavstænger og alt det andet skal pakkes ned.

Baggagerummet er struktureret, alt pakket og vi er klar til afgang.

Dagen før har vi installeret et kamera i bilen, eller manden har gjort det meste. Jeg er blevet en smule paranoid af tidligere oplevelser hvor bla., en flyvende hollænder i 2000m højde ramte ind i siden på vores bil, og vi var så tæt på kanten, at jeg var sikker på at vores sidste sekunder var nu.

Vi røg ikke ud over kanten, men fik et kæmpe chok. Der skete ingen personskade kun materielskade. Skadesforvolderen, pådrog sig skylden på stedet. Vi fik et billede af kørekortet, men desværre havde hans makker fjernet skadesudøverens motorcykel, så vi fik ikke et billede af nummerpladen.

Senere samme dag modtag vi en mail fra skadesudøveren der påstod at vi selv var årsag til ulykken, da vi fyldte for meget på vejen, vejen er ca 2½ m bred, og vi var helt ude ved kanten, men øh hvor skulle vi have en 1,8m bred bil?, smide den udover kanten? Skadesforvolderen kom med fuld fart rundt i et sving som nummer to, hans kammerat undveg. Han ramte bilen i førersiden, og kan takke skæbnen for at det ikke var få sekunder før, for så var han fløjet over bilen og udover bjergsiden.

De kom med for høj fart, og vi nærmest holdt stille for at sikre at vi kunne komme omkring svinget, holde øje med den modkørende trafik. Manden har kørt der før på MC og ved hvor farligt der er.

Nå, men skadesforvolderen ville ikke påtage sig skylden, og vi ville ikke diskuterer. Skadesforvolderen og kammeraten havde gennemset deres go-pro kamera og vurderet det var vores skyld. Vi fik fremsendt en kopi af optagelsen som bevis for påstanden. Da vi gennemgik optagelsen, kunne vi klart se at vi ikke havde skyld i ulykken. Men igen, vi ville ikke starte en diskussion, men lod skadeforvolderen vide at alt materialet ville blive fremsendt til forsikringsselskabet.

Forsikringsselskabet har en udenlandsafdeling som tager sig af sådanne sager. Forsikringsselskabet lod os vide at sådan en sag kunne tage lang tid, og vi i mellemtiden skulle køre bilen på værksted, og i stedet få udleveret en lånebil. Hvis skaden blev vurderet til at det var vores skyld skulle vi betale selvrisikoen.

Der gik rigtig lang tid, og en dag tikkede der en sms ind fra forsikringsselskabet – og tror endda det var en søndag. Nå men summen af sms’en var at skadesforvolderen var blevet dømt til at betale hele sagen, og vi var uden skyld.

Det mest kedelige i denne sag, er at vi næsten lige havde hentet vores fabriksnye bil, og en flyvende hollænder der synes den skulle om modelleres, passerede vores bane – for pokker jeg var sur, og ikke nok med det, synet til bjergkanten – så døden i øjnene.

Lang forklaring til hvorfor jeg synes det er så nødvendigt at installerer kamera i bilen. Og til andre som kommer ud for et uheld i udlandet, husk at taget lidt billeder af nummerplade og kørekort samt andre ting hvis muligt. Dette gør alt lettere for forsikringsselskaberne og dermed os selv også.

Citat ’Jeg kan erobre verden med én hånd, så længe du holder den anden’

Turen nedover til Harzen tog 9,5 timer lidt længere tid en beregnet. Vi holdt/kørte i kø 1 time og 50 minutter før vi kom igennem Elbtunnelen ved Hamburg. Så skal man væbne sig med tålmodighed, ingen grund til stress eller beklagelser, mere synd for manden, da der var langt til et toilet, og jeg kan selv bestemme hvornår jeg gider gå på toilettet, så lidt fordele er der ved at bruge kateter – skal bare finde de positive ting frem. Det gik dog uden at få et vådt sæde. J

Efter Elbtunnelen gik resten af turen uden problemer. 18:30 landede vi hos Maritime Berghotel i Braunlage. Og i receptionen stod vores kære venner og tog imod – så hvad mere kan man forlange.

Vi var faktisk blevet rigtig sulten, vi havde ikke planlagt at turen blev så lang, og provianten var opbrugt for længe siden. Efter et hurtigt ind tjek, og udpakning, og besigtigelse af hinandens værelser, blev vi enige om at finde et madsted.

I mit hoved var der kun en ting på menuen – wienerschnitzel med hele svineriet. Det er måske lidt asocialt at tænke sådan – mig, mig, mig, men min hjerne kunne ikke frembringe andet.

På hotellets 10. etage ligger en restaurant, og på menukortet står der wienerschnitzel, så de andre fulgte min maniske wienerschnitzel trang.

Servicen var ikke som forventet, der var langt imellem at tjeneren synes at vi skulle tilses. Jeg fik min wienerschnitzel eller 3 af os gjorde, men det var ingen succes, det var kød der havde været i frituren – skuffet lang næse. Men til gengæld var vinen fortryllende, og selskabet forrygende, så vi har intet at klage over.

Den perfekte wienerschnitzel spøgte stadig i hovedet. Tyskland forbinder jeg med wienerschnitzel og øl.

Desværre, eller hvordan man vender og drejer det – hotellet er under renovering. Den side vi bor i er der sat stillads op, og udsigten er ikke så tiltalende. Vennerne boede til den anden side, en fortryllende udsigt til by og bjerge og ingen stilladser.

Toilettet så lav, at det var lige før jeg skulle have hjælp til at komme op. Der var kun badekar, og komme op over en badekarskant er for mig en hel dagsrejse – men det er ikke hotellets skyld.

Den første morgen blev vi vækket af byggelarm, arbejderne var i gang og freden var forbi. Vi snakker lidt med vennerne om det til morgenmaden, og blev enige om at det måtte der kunne gøres noget ved.

En tur i receptionen, spørge om det var muligt at flytte til den anden side af hotellet, hvor der ikke er larm. Den unge dame i receptionen forstod ikke et ord af hvad vi sagde – hun forsøgte på engelsk at sige at alt konstruktionsarbejde var færdigt samme dag, så ingen grund til at flytte. Vi spurgte til stillaset om det også ville blive flyttet – hun blev ved at sige ’I do not understand’, så det fik vi ikke noget ud af.

Citat ’Der er intet på denne jord, der bør prises mere end ægte venskab’

Glemte vist at skrive om morgenmaden. Det var super fantastisk, et godt udvalg, og nok det vigtigste, der var CHAMPAGNE til morgenmaden, og vennerne sørgede for at champagnen blev leveret på bordet, så ingen klage herfra – meget meget positiv.

Den første dag var vi på tur. Først var vi i Gosler – for at se og høre klokkespillet på torvet, det blev nydt sammen med en kop kaffe med den bedste udsigt til forestillingen. Dernæst gik turen til Werningerode det var egentlig planen at vi skulle kigge efter frokost, men tiden var løbet fra os, og kaffetid nærmede sig.

I det øjeblik blev et nyt ord født, som jeg er sikker på vil blive indført i ordbogen snarest, sammensmeltning af frokost og kaffetid er døbt ’frokage’.

Vennen er fritidscykelrytter, og cykler meget i Danmark og udlandet, med en hvis forkærlighed for Harzen og Italien. Han kender alle de gode kage steder, da det for det meste er ’cykel-guleroden’, efter endt cykeltur, et besøg til konditoriet. Det er til stor glæde for os andre – han kender rigtige mange kagehuse.  Frokosten sprunget over og direkte til ’Frokage’.

Konditoriet er et sted man helst skal holde sig fra, bare det at gå ind i butikken, igangsætter ’pufgenet’. Konditoriet bugner af farverige forførende kaloriebomber, der bare råber ’tag mig tag mig’ jeg har heldigvis efterladt mine små væsner derhjemme i Danmark, de passer på Samson, dog er min krøllet hjerne på spil – den der siger ’tag bare 3 stykker’ uha sikke en kamp.

Nå men det var en hård proces, jeg fik valgt ET stykke, og hvilken herlighed. Størrelsen og sammensætningen uha, turde næsten ikke stikke kagegaflen i kagekunsten. De tre andres kager, er lige så prangende. Billede blinkeriet kæmpede om kap med indtagelse af kage og kaffe.

Jeg blev mæt, og det gjorde resten af selskabet også, der var ikke plads til den mindste krumme.

I samme by ligger Wernigerode borgslot, der kører et tog op til borgslottet, og vennerne vidste hvor vi kunne hoppe på toget.

Det var en lille hyggelig tur med toget op til borgslottet. Jeg måtte dog melde pas da det sidste stykke var op af bakke og trapper. Jeg satte mig på trappen og hvilede min krop imens de andre udforskede borgslottet. Veninden var sød til at tage billeder, dog kunne de samme billeder findes på google, da flere gæster allerede havde lagt billeder op.

Tilbage til hotellet, og kort alene tid, før den stod på buffetmiddag – hotellets buffetmiddag. Der var en helt anden standard end 10’ende etage. Der var en bredt udvalg af mad – som nu buffetmad er. Dog skal siges at desserterne helt sikkert er sponsoreret af Dr. Oetker, der var 4 forskellige desserter – fromage med forskellige smag, men samme konsistens. Ikke en stor kulinarisk mad oplevelse, men når det så er sagt, skal man tænke på at det er deres kultur og standard, og at den måske ikke helt matcher vores forfinede madvaner – så ingen grund til at brokke sig.

Næste morgen havde vi den fornøjelse at blive vækket af håndværkerne igen – de håndværker der skulle være færdige. Vores irritationstærskel var på sit højeste, men samtidig gad jeg ikke tage kampen med reception. Det skulle dog vise sig senere at kampen med reception blev en realitet.

Det positive den morgen var – ja bortset fra at vågne op ved siden af sin mand. CHAMPAGNEN og det fantastiske selskab. Morgenmads-buffeten er der stadig ingen klager på, det er nok mere appetitten der er et problem. Morgenmaden er morgensamling og dagsplanlægning, som vejret har en stor rolle i. Det skal siges at vejret er super godt omkring 22-26 grader med lidt spredte regnbyger.

I dag går turen til Brocken. Vi skal med veterantoget fra Drei Annen Hohne til Brocken, og det ser ud til at der er god sigt.

Turen med veterantoget var en noget anspændt tur. Toget var mere end overfyldt, og mange skulle stå op. Veninden er en bestemt dame når det tager hende, og hun var kvinde for at jeg fik en siddeplads. Togturen tager ca 50 min, og jeg kan ikke stå op i 50 min. Det lykkes også veninden at tilkæmpe sig selv en plads, viste de hvidgrå lokker og vupti så var der en plads. Da vi var midtvejs lykkes det mændene at få en plads. Det koster 45 euro med veterantoget, så skal der også være en plads.

På turen op til Brocken var der også tid til refleksion, fordybelse og nydelse af udsigten. Det var en rejse tilbage i tiden, tilbage til barndommen.

Brocken er et lidt omdiskuteret sted. Manden postede et FB opslag lydende ’skal lige levere noget deroppe’ til info kom veninden og jeg ned igen i god stand.

Vi havde håbet på et cafe / restaurant besøg deroppe. Elevatoren var taget ud af drift på hotellet, eller rettere, den blev først startet ved 14.30 tiden og et andet sted skulle vi betale bare for at nærme os cafeen. Da vi var færdige med at nyde en blæsende udsigt, gik turen tilbage med veterantoget, og denne gang trådte vennen ind i helterollen og masede sig ind som en af de første og snuppede 4 pladser – det var en flot og heroisk bedrift.

På vej tilbage fra ”Drei Annen Hohne” banegård havde vi igen overskredet frokosttiden og måtte desværre hoppe direkte til ’frokage’ det er jo noget vi må acceptere ’glad ironi kan forekomme’.

Denne gang besøgte vi et lille spisested i Schierke hos Winkler Ihn, som sjovt nok også er et sted vennen har frekventeret med cykelholdet – hold op hvor er det fedt at han kender alle de gode steder.

Her kunne der bestilles ud fra et menukort – dessertmenukort. Der var meget forskelligt og igen svært at vælge. Igen blev det storslået desserter med dertil velsmagende kaffe.

Kan ikke forstå det, men de dersens kirsebær forfølger mig, på en eller anden måde havde der sneget sig en stor portion kirsebærkomplot på min tallerken, og nej jeg spiste det ikke, overlod det til manden.

Derefter gik turen tilbage til Braunlage. Turen var kommet til vandrestøvleindkøb eller andet godt fodtøj. Veninden havde før vores ankomst købt vandrestøvler og vandresko. Og jeg synes da nok også lige at sådan et par vandrestøvler var noget for mig. Veninden havde brugt et par timer i butikken og fået en formidabel betjening. Så jeg håber ikke butiksejeren stikker af, når nu vennerne kommer anstigende med to kunder mere.

Det var en fornøjelse og sikke en service, jeg kom derfra med de skønneste vandrestøvler som også støtter og beskytter mit højre ben. Så jeg kan kun være glad. Vennen fik købt et par vandresko, og veninden gik efter et par sandaler – men endte op med et par sokker. Desværre for manden var det en lang næse, hans skostørrelse var ikke en del af sortimentet. Heldigvis var der overfor skobutikken en ”cafe” som uddelte smagsprøver af noget lokalt øl, for ussel mammon. Lækkert øl. wp-monalisa icon

Jeg er måske lidt fokuseret på mad området – ville så gerne have en rigtig wienerschnitzel, og ikke en friturestegt. Vennen spurgte skoforhandleren om det bedste schnitzel sted. Så der blev booket bord før vi trillede tilbage til hotellet, og en velfortjent alene time før afgang til restauranten.

Da vi åbnede døren ind til værelset kan vi se at der er noget galt. Balkondøren står på vid gab, og det er ikke os der har efterladt den åben – faktisk står der på døren at den skal holdes lukket pga bygningsarbejde, og forebyggelse af tyveri. Vi lukkede balkondøren og tjekkede alle vores ting, og heldigvis manglede der ikke noget. Vi havde lagt 5 euro i drikkepenge om morgenen – og vi kom tilbage til åben balkondør, ingen badehåndklæder eller sæbe. Der tror jeg vi ramte muren af tålmodighed og utilfredshed.

Da vi skal skulle af sted til restauranten lagde vi vejen omkring receptionen, eller jeg gjorde, min mand er ikke til klager eller forhandlinger.

Jeg var efterhånden fyldt op af utilfredshed med hotellet, at der var et behov for at læsse af. Den første unge mand jeg snakkede med, mente at vi selv havde efterladt balkondøren åben – hvilken uforskammethed. Jeg diskuterede lidt med ham, og der kom en sød ung kvinde til og spurgte til klagen.

Hun kunne hurtig nå frem til den konklusion at vi IKKE havde efterladt balkondøren åben, da vi var tidligt ude af hotellet inden stuepigen havde været der, så det var en meget beklagelig situation.

Når vi nu var i gang ville jeg lige ytre mig, om klagen mht., til arbejderne der skulle være færdige, og den manglende vilje til at flytte os til et andet værelse, og ikke mindst de manglende håndklæder mm. Den unge kvinde kunne ikke give reduktion i prisen det skulle manageren gøre – nu havde jeg ikke bedt om reduktion i prisen, så den kom som en overraskelse. Hun ville ligge et notat til manageren som ville være på hotellet næste dag kl.9.00, så kunne jeg komme og snakke med ham.

Videre til restauranten, det var wienerschnitzel tid jubiiiiii. wp-monalisa icon

En skøn og hyggelig restaurant som har wienerschnitzel på menukortet endda i tre udgaver. Jeg skal have en med champignon sauce. Jeg kunne ikke spise op, to store schnitzler dertil salat og pomfritter. Havde ellers besluttet mig for at slutte af med dessert. Den gode øl, og alt maden sendte mig til tælling, kunne ikke spise op og deraf heller ingen dessert, så det blev til en kop kaffe. Men jeg fik min ønskede schnitzel med hele svineriet og lige som jeg havde drømt om.

Ud-tjekning – manageren var gået, han ville helt sikkert ikke snakke med mig, det var pigen fra den første morgen hvor jeg bad om en flytning, og hun var i det samme ’sure-stjerne-humør’.

Hun sagde at manageren havde sagt at der kunne gives en reduktion på 10 %. Var faktisk temmelig irriteret over at han ikke ville mødes med mig. Nu havde jeg ikke regnet med en reduktion i prisen, men fanden tog ved mig, og jeg sagde det ikke var nok. Så sagde hun 15% – øh, tænkte jeg det er ren ’prutteforhandling’, så jeg sagde igen det er jeg ikke tilfreds med, så spurgte hun, jamen hvad vil du have – 20 % sagde jeg.

Hun ringede manageren op, snakkede et sprog jeg ikke forstod. Men det var sikkert noget om ’den dumme kunde vil ikke accepterer 15 % og forlanger 20 %, og egentligt kunne vi gå op på 50 %, hun er lidt dum ikk’? Hun lagde på og sagde det var ok med 20%. Det kunne da lige betale en af de store restaurantregninger og lidt mere til.

Tror måske heller ikke jeg har været særlig rar at forhandle med – havde ikke sovet de sidste 3 nætter.

I Tyskland kan man få reduktion eller helt slippe for at betale turistskat hvis man har et handicapkort, dog er deres regler således at der på handicapkortet skal stå hvilken grad af handicap man har. Det er der ikke på de danske kort, og deraf heller ingen rabat. Synes det er lidt mærkeligt. Men til gengæld lykkes det at parkerer de fleste steder gratis med handicapkort, og det var som regel altid plads tæt på det hele.

Tror faktisk rejsedeltagerne var en smule træt af mig, det er jo ingen hemmelighed at jeg er en hæmsko, og alt skal planlægges og der skal tages hensyn til mig. Selv med stavstænger og krykker er det lidt besværligt – må håbe de bærer over med mig.

Er kommet godt hjem, kørte direkte igennem Elbtunnelen og der var tid til at lægge vejen omkring Neumünster indkøbscenter og det blev til endnu et par sko, også et par til manden – han er stor fan af Skechers, de har altid sko i hans størrelse. Dernæst et ’grænse-pitstop’ blandet slik til 5 kr for 100 gr.

Vel hjemme og mæt på indtryk, og super dejligt selskab, er det tid til at tanke op.

Jeg lader mentalt op og nedtælling til operation – 5 dage tilbage – er stadig i tvivl om det er klogt at gennemgå operationen. Jeg har en indre uro, men samtidig er jeg nok ikke den rette til at vurderer min fornemmelse, eller sindstilstand i denne situation, da hele min krop sikkert spiller mig et pus – tror desværre angsten har overtaget fornuften.

Citat ’Det er sundt at leve sjovt, men det er ikke sjovt, at leve sundt’

Tror at jeg vil spise en masse usundt de næste dage, da jeg alligevel kommer på en ufrivillig slankekur. wp-monalisa icon

Takker af hjertet for en god tur. Fremragende selskab, hvor ’jamen vi har ikke noget at brokke os over, vi har det jo godt, og selskabet kan vi bestemt ikke klage over’, er tilføjet vores ord repertoire, og et nyt ord kan tilføjes Den Danske Ordbog, ’FROKAGE’. Jeg tror vi skal tage patent på det, og tror faktisk også det mest er venindens fortjeneste. wp-monalisa icon

Citat ’Gode venner er som stjerner. Man kan ikke altid se dem, men man ved at de altid er der’

Korrektur læser – min mand

0 Kommenter
2 FacebookPinterest

Dagbog D.31 Juli 2019

af Susanne

Citat ’Lær af i går. Lev for i dag. Håb for i morgen’

Livssystemet, ynk, selvforståelse og museumsbesøgwp-monalisa icon 

Svært at komme ud af sengen, synes faktisk at kroppen har fået for meget magt, livssystemet trænger til at blive sat på plads, eller opdateret.

En lille morgen-rundering, et kig til ønskevandspillet – som stadig velkommer en med et forførende ’risle-koncert’ Startede dagen med at smide 3 mønter i ønskevandspillet og dertil 3 ønsker, så må vi se. Ønsker skal jo ikke siges højt.

Morgen rutinen ’katte-afrapporterings-morgenmassage’ skal også nås.

Så kom uvejret, hagl og regn, regn afløst af kraftige byger med regn. Blomsterne står stadig og er endnu ikke druknet.

Synes ikke det er i orden at min længeventede tur til Skagen museum – Krøyer udstilling, skal styres af, hvordan jeg flytter rundt på hovedet.

Når jeg drejer på hovedet, til siderne og opad, vælter der en svimlende fornemmelse og kvalme ind over mig. Det er svært at undgå drejning af hovedet, og specielt det at kigge op ad. Når dette ubehag først er sat i gang går der en tid før det lægger sig igen. Jeg plejer ikke at lide af køresyge, men det kan snildt være en af sideeffekterne.

Med baggrund i det har jeg besluttet at tage en alvorlig samtale med mig selv, indgå nogle aftaler.

Med aftale bogen på plads, listes der de områder hvor jeg føler mig svigtet af min egen krop og hjerne.

Har erkendt at det er nødvendigt at finde en måde – måske en ballon, hvor jeg kan placerer alt det der forstyrre mit ’livssystem’ Hvis jeg kan smide det hele i en ballon, kan jeg kigge på den, og snakke med indholdet. Bare få det ud af kroppen og i stedet betragte det, samt lære at håndterer det. Kan ikke fjerne ubehaget men måske fjerne fokus i en kortere eller længere periode.

Jeg mediterer hver dag, forsøger at ligge alt på plads i hovedet. Søvnen plejer for mig at være stedet, hvor dagens oplevelser bliver bearbejdet og lagt på plads. Jeg sover ikke på samme måde mere, deraf får jeg heller ikke bearbejdet mit liv som jeg plejer. Mit hoved har brug for fordybelse og accept. Meditation hjælper mig til at få ro i kroppen.

Det ville være perfekt hvis jeg kan forene meditationen og dens fordele med ballonen.

Jeg vil ikke ynke eller ynkes, men jeg vil gerne forstå min verden og de mekanismer der forstyrre, og til dels styre mit ’livssystem’. Måske jeg ubevist kan generer flere smerter i kroppen, hvis jeg ikke kan finde roen og forståelsen for kroppens signaler.

Tror det handler om at ride med på bølgen af kroppens ubehag, og samtidig puffe til ballonen, så den hele tiden er nogle puf foran – så det er muligt at betragte sig selv, og livssystemet som et spejl og anerkendelse af den verden der er nu.

Tro kan flytte bjerge.

Er klar over at jeg selv sender masser af signaler med den måde jeg møder andre. Der er både glæde og elendighed.

Husk på at mødet med et andet mennesker, er en spejling af egen handling.

Små glæder, kan være store glæder, det afhænger af hvad det betyder for en selv.

Vær’ tilstede i nuet. Giv plads og lad dig guide og lytte til andre mennesker, dem du møder på din vej, og dem der står dig nært – lad dog ikke andres livsholdning eller livsanskuelser, styre din egen verden. Du ved oftest selv bedst.

Citat ’Det, du søger efter, kan du finde inde i dig selv’

Tur til Skagens Museum, særudstilling Krøyer wp-monalisa icon

Min mand har både været fra ‘en og ve ’en med sådan en tur, han er ikke lige til museumsbesøg. Tror han gør det for min skyld – da interessen er stor fra min side, det betyder meget for mig. Tror der vurderes udfra, ’Happy wife – happy life’.

Køletasken er pakket med lidt morgenmad, frokost og eftermiddagskaffe, det er faktisk en super lækker picnic-køletaske.

I Skagen regner det også – rigtig meget endda.

Vi er så heldige at der er handicapparkering ved hovedindgangen, og der var en ledig plads.

Vi kan se gæster valfarte til museet, der var lige åbnet, gæsterne stod i kø ud på vejen.

Temperaturen er dalet til 13,5 grader – synes altså ikke vejrguderne viser sig fra den gode side. Fra 30 grader til 13,5, er noget af en forskel, hvem har regnet forkert.

Vi havde ikke spist morgenmad hjemmefra – kun en enkelt kop kaffe. Så imens museumsgæsterne stod i lang kø og samtidig blev velsignet med vand ovenfra – satte vi os godt tilrette og nød vores morgenmad, med udsigt – og det var ikke kun til den lange museums kø.

Da vi var klar til at indtage museet, var køen minimeret og vi kunne stå i kø indenfor.

Skagen Museum tager imod ledsagerkort. Ledsagerkort kan bruges rigtig mange steder, det betyder at ledsageren til den der har ledsagerkort kommer gratis ind.

Ledsagerkort er udstedt af Dansk Handicapråd, og giver ret til at blive ledsaget af en person, som de fleste steder kommer gratis ind, og begge kan køre på børnebillet i busser og tog.

Indehaveren af kortet betaler normal indgangspris. Ledsagerkortet giver adgang til mere end 150 steder – eks. Biografer, museer, Lalandia, zoo, Randers regnskov, etc.

Nå, men det blev billige entrebilletter kr.120 i alt.

Udstillingen levede til fulde op til mine forventninger, og nok også mere end det. Det er alt ubehaget værd. De øvrige gæster fyldte en del, og deraf var det var lidt svært at se billederne på afstand, eller give sig tid til at hoppe ind i billedet, og lade sig indleve i motiverne.

Det er imponerende at det har været muligt at billedliggøre situationer, store portrætbilleder, og store forsamlingsbilleder. Lys, farver og motiver er fantastisk – fuldstændig forgabt af udstillingen.

Samtidig synes min mand faktisk også at det var en fantastisk udstilling.

Takker min kære mand for en dejlig dag wp-monalisa icon

Citat ’Når du stopper med at jagte de forkerte værdier i livet, giver du de rigtige værdier en chance for at fange dig’

Korrektur læser – min mand wp-monalisa icon

0 Kommenter
1 FacebookPinterest

Dagbog D.29 Juli 2019

af Susanne

Citat ’Når forandringens vinde blæser, bygger nogen læhegn, mens andre rejser vindmøller’

Vejrets forunderlige verden  wp-monalisa icon

For pokker der er varmt, inde og ude alle vegne. Må ikke klage over vejret, men synes nok, at vejrguderne måtte slappe lidt af igen. Kan vi ikke bare lave en aftale om en mere jævn vejrudsigt. Jeg vil ikke klage, altså sådan rigtig klage, men jeg har det ’varmt-klamt’.

Danske huse er ikke gearet til varmen, varmen hober sig op i huset, selvom der er meget varmt udenfor, er det ofte køligere at opholde sig udenfor. Dog er der færre af de irriterende ’krible-kravle’ kryb indendørs.

Følger rigtig meget med i vejrudsigten, selvom jeg ved at de ikke er til at ’regne’ med, de ’buldre’ frem med vilde vejrudsigter ’torden-lyn-skybrud’.  Så melder de regn, sol, farligt vejr, og på den anden side vil de ikke love noget, da det kan gå den anden vej – så hvorfor går jeg så meget op i vejrudsigten? Nok i håb om at de melder masser af sol om dagen, og masser af regn om natten.

Synes faktisk at de dersens meteorologer er svære at greje – de snakker lidt i øst, vest, nord og syd, om høj og lavtryk og ’hvad-der-ellers-trykker-dem’ måske ’dårlige-vejrudsigter’.

Danmark er et lille land og 300 km fejlberegning kan resulterer i at det ventede vejr drejer udenom kongeriet Danmark. Lettere at gøre som i en ”Monrad & Rislund monolog; vejret bliver ligesom forrige torsdag”.

Jeg har ikke noget imod meteorologer, men de er altså ikke så heldige med vejrudsigterne.

Hvem snakker global opvarmning? Og det er en alvorlig sag. Men lige nu synes jeg det hober sig op som en ’lokal hed opvarmning’

Meteorologerne kan dog ikke ændre eller skabe tvivl om dagens besøgsprogram – den ved vi, er i hus. Det eneste sammenlignelige med meteorologernes vejrudsigt, er hvor de kommer fra, sydøst og sydvest. I dag kommer familien på besøg.

Lille Prinsen skal for første gang i byen og luftes, det er dejligt at få fyldt det lille hjem op, børn, svigerbørn og Prinsen.

Uanset hvor vi end åbner døre og vinduer, er det ikke muligt at sænke temperaturen indenfor. Det er ulideligt, sveder og bare sveder, måske bedst at stå under den kølige bruser.

Prinsen ligger kun med ble og han har det rigtig varmt – hmm hvordan køler man en baby ned? – fryser eller køleskab? Nå, det er nok ikke god ide – forældrene vil nok lige snappe efter vejret, og få et hedeslag, samt sikkert sige en masse ord, meget hurtigt efter hinanden.

Dejligt at have dem alle under samme tag, det er med at nyde de store øjeblikke og hinandens nærvær.

Kan høre buldren i det fjerne, få dryp kan spores på jorden – jubii, forløsning er på vej. Men snydt igen, uvejret luskede af – fik ’varme’ fødder, og efterlod en stigende trykkende varme – bare ærgerligt.

Da de sidste gæster forlod matriklen, var jeg klar til veninde besøg. En nær veninde fylder 50år – måske lige noget hun skal vænne sig til. Synes faktisk ’50’er-årtiet’ nok er det bedste, der er man efterhånden blevet moden og voksen, ’eller nogen er’ og alt omkring sig skulle gerne virke.  Alderen hvor man kan være heldig at byde en ny generation velkommen til verden.

Citat ’Du er blevet rigere i dag, hvis du har smilet, givet og tilgivet’

Korrektur læser – Min mand  wp-monalisa icon 

2 Kommentarer
1 FacebookPinterest

Dagbog D.27 Juli 2019

af Susanne

Citat ’Alle drømme kan gå i opfyldelse, hvis du har modet til at forfølge dem’

Hård nat, og svært at få kroppen i gang. Er ramt af smerter i arme, hænder og fingre, specielt højre side.  Det er forventeligt, synes bare ind imellem det er hårdt – godt jeg stadig har en masse tudekiks.

Faktisk overvejer jeg meget om jeg skal vælge kommende operation fra. Har undersøgt succesraten for denne slags operationer, og den er ikke speciel optimistisk. Kan risikere alvorlige lammelser og ikke mindst problemer med stemmen.

Jeg tænker meget på, om ikke det bedste er, at træne så meget, at jeg kan formindske smerterne, og acceptere de lammelser der er nu, og komme tilbage til arbejdsmarkedet. Ved godt at jeg ikke kan træne det væk som allerede er ødelagt. Trangen til kontakt og arbejde, der ligger lidt mere udover min meget ’spændende’ hverdag – ironi kan forekomme, kunne måske drive mig ud i alternative kortsigtet løsninger. Ved godt at det er lidt sort, men føles godt at få ud. Fornuften vinder som regel.

I dag er det koncert dag. Kørestolen skal indvies/indkøres. Har det godt nok svært med det, min mand skal skubbe mig rundt, det tror jeg heller ikke han synes er fedt.

Vi skal til koncert sammen med gode nære venner. Faktisk var det datteren og svigersønnens billetter, venne-parret har købt. Da vi i sin tid købte billetterne var datteren ikke gravid, dog mener hun at det er lidt svært at tage til koncert med en baby på få dage.

Handicap parkering er en katastrofe. Jeg havde købt plads i blå zone for handicappet, med direkte adgang til koncert området. De første trafikvagter, var ikke klar over hvor handicappladserne var, vi blev dirigeret ned i bunden af parkeringsområdet. Trafikvagten i det område vidste godt at vi absolut ikke var i handicapområdet, vi skulle dirigeres tilbage, og mod trafikken, en af trafikvagterne, løb i forvejen og stoppede trafikken så vi kunne komme tilbage. Intet var skiltet, og det er under alt kritik.

Handicap parkering er ikke ved indgangen, det var ikke gennemtænkt fra arrangørernes side, efter en del brok, fik vi lov til at komme ind af bagindgangen, dirigeret af vagter. Virkelig et cirkusrod, security og trafikvagter havde forskellige holdninger til hvordan de forskellige situationer skulle takles.

Ingen tvivl om at de ikke var gearet til en koncert af denne størrelse – virkede ikke logisk eller gennemtænk. Hvordan kan de finde på at sælge handicap parkeringsbilletter der ikke er i nærheden af indgangen – som ellers var lovet

Vinden er hård, lidt ubehagelig, sand hvirvler rundt om os. Parkerer i handicapområdet, åbner bagsmækken og frigøre bilen for oppakning, gør klar til at indtage lækre sandwich og andet godt. Det skulle vise sig at være en kamp mod truende sandstorme. Eneste mulig løsning for beskyttelse af maden ’menneskeskjold-beskyttelse-af-livsnødvendig-mad-og-drikke. Vi bliver tæsket ind i sand, lidt knaseri med maden forekommer. Men mineraler er sundt, siges der.

Dejlig varmt, solen skinner uhæmmet, og ingen af os har tænkt på solcreme. Vi bliver sikkert straffet når vi engang bliver fremkaldt.

Veninden fastholdte at vinden ville lægge sig når solen går ned. Det var så ikke helt korrekt, men tæt på.

Det gik fint med kørestolen, Vi fandt en plads på en lille bakke med fin udsigt til scenen, dog langt fra scenen, men det gjorde ikke noget, musikken var så høj at ørepropperne blev fast installeret i ørerne

Et fortryllende øjeblik da Ed Sheeran går på scenen, vinden lagde sig og tusindeårsskoven bød den lille rødhåret lækker bisken velkommen.

Ed Sheeran og skoven tryllebandt alle de forventningsfulde koncertgæster, i en rus af medrivende hits på en stjernerejse – som blev en total overgivelse til den musikalske superstjerne.

Der er ingen pause, musiktrolden arbejdede sig energisk igennem knap 2 timers show, hvor han formåede at holde koncertgæsterne i sin hule hånd – han er et ustoppelig sublim musiktalent.

Det er en af de bedste koncerter jeg har været tilskuer til.

Da vi skulle derfra, startede samme cirkus igen – udgangen blev vurderet på hvor handicappet er man er, ikke alle trafik og sikkerhedsvagter opførte sig ordentligt. Vi endte dog med at komme ud samme vej som vi kom ind – det er venindes fortjeneste, hun blev lidt stram i betrækket, og greb til handling.

Trafikken ud fra området var enorm farlig, fodgænger og biler i en stor blanding, trafikvagterne kunne ikke styre det, mange direkte farlige situationer, og en af fodgængere havde sit eget liv på vejen, det endte med at han smækkede hånden i vores bil, og vi havde ikke givet anledning til denne handling. Vagterne var ikke i stand til at styre biler og gående, stor kritik herfra – de var på ingen måde parat / klar / i stand til at håndtere koncertens størrelse og praktiske ting.

Bortset fra det får Ed Sheeran 6 ******

Det var godt jeg overgav mig til kørestolen Deltagelse ville have været umuligt uden kørestolsaflastning.  Min søde mand fik trænet armmusklerne, og jeg havde en lækker stol at sidde i.

Vi landede  koncert parkeringspladsen ved 15:30 tiden, portene åbnede kl.16:00. Vi kørte fra Hadsten kl.13:00, masser af trafik nedover. Vi var i Hadsten igen kl.01:00 natten til søndag.

Takker vores skønne nære venner for en dejlig dag og fantastisk selskab.

Min søde mand synes ikke det var slemt at skubbe mig rundt, eller det var ikke et problem, selv var han bekymret for hvordan det ville gå i sand og græs. Jeg har også overlevet, men det var meget grænseoverskridende.

’Og jeg nævner ikke noget om ’øl’ ’Solcreme’ og ’samaritter’

Livet er dejligt og forunderligt – tudekiksene virker.

Korrektur læser – min søde mand

0 Kommenter
1 FacebookPinterest

Dagbog D.26 Juli 2019

af Susanne

Citat ’Tro på dine evner’

Dejlig varm dag, er tidligt ude. Det er fantastisk med varme morgener, det er som at være sydpå.

Vandspillets fortryllede morgenvelkomst er fantastisk ’sjælelige-healende-forførende-skønkoncert’ Må altså huske at smide lidt flere mønter i.

Der er færre og færre kirsebær omkring kirsebærtræet, gad vide om fuglene bliver fulde af gæret frugt – hvis det er tilfældet, håber jeg at de bombardere med kirsebærstenene andre steder end på vores matrikel.

Vi har ventet i spænding – frigivelse af videregående uddannelser.

Kl.06:00 lander jeg den første sms hos datteren. Hun er oppe, ringer mig op, og YES hun er inde på drømmestudiet og ikke mindre end 1. prioritet, vinterstart, så er der også tid til barselsorlov – hvor er det bare fantastisk, uha det har været en lang ventetid. Så bestiller lige en ’komme-ind-på-studiet-tillykke-buket’ personlig levering af Interflora.

Lyden af tørre blade i den svage blæst varsler brandfare, nu er der en potentiel brandfare / krudttønde. Håber på snarlig regn. Det kunne være fedt hvis det er muligt at indgå en aftale med vejrguderne – regn om natten og sol om dagen – tænker; hvor svært kan det være.

Vi har et ovenlys vindue i soveværelset, lige nu på grund af varmen står det åben konstant, og kun lige så Samson ikke kan komme ind.

Samson kravler på taget om natten, og stiller sig ved vinduesåbningen og beregner eller søger efter formlen for hvordan han lettest kan komme ind. ’Katte-jammer-rock’ fylder soveværelset. Tror Samson har installeret en volumenknap, der automatisk skrues højere og højere op, hvis vi ikke reagerer. Det er nok ikke en volumenknap men en ’vågn-nu-op-sløve-menneskelige-døråbnere-jeg-vil-ind’ Det er faktisk lidt af en udfordrende belastning, ingen af os har lyst til at stå ud af sengen, men ’kammer-jammer-rock-luk-mig-ind-NU!’ fylder soveværelset med en insisterende ’hør-så-på-mig-klagesang’, ingen af os har lyst til at stå ud af sengen, så vi lurepasser lidt på hinanden – de fleste gange vinder jeg, måske min søde mand overgiver sig ud fra,’happe-wife-happy-life’ livsopskriften.

I dag går vejen fordi gode venners sommerhus ved vandet, eftermiddags kaffe og aftensmad. Deres sommerhus er placeret i en ’billede-skøn-oase-perle’. Jeg kan snildt sidde på deres terrasse, og bare nyde vandudsigten og alle de motorbåde og sejlbåde der passere og ligger til. Vi er faktisk meget heldige, at de vil dele den herlighed med os, og udsøgt selskab, mad og alt det løse.

Vi efterlod vennerne med en stor opvask og oprydning – har faktisk lidt dårlig samvittighed, måske de overvejer om et nyt besøg kan komme på tale. Er klar til en ’retur-tak’ i vores sommerhus.

Men måske udsigten i vores sommerhus skuffer lidt, der er ingen motor eller sejlskibe i den størrelse der ligger til på vores strand, ej heller ikke så meget liv. Men til gengæld byder vi på havudsigt, stilhed, lokale ’vilde-dyr’ og godt selskab.

Indrømmet, jeg har en stor passion for motor / sejlskibe, har altid haft – så jeg kan godt være en smule misundelig.

Måske vi skal anlægge en lille handy gummibåd på sommerhusmatriklen – det lugter da lidt af vand.

Citat ’Det, der kendetegner os som mennesker, er ikke, hvad vi har, eller hvad vi kan, men hvad vi er’

Korrektur læser – min søde mand

0 Kommenter
0 FacebookPinterest
Nyere opslag