Hjem Tips og råd

Tips og råd

Mit pinlige liv på krykke og indkøbstur.

Ordsproget  ’jeg føler mig som en elefant i en glasbutik’ ja det er mig.

‘Jeg vil godt lige advare om at der kan forekomme en lille overdrivelse, men overdrivelse kan fremme forståelsen, og jeg er ikke er så slem som beskrevet’

Citat ’En optimist er en person, der ikke tager tingene så tragisk, som de i virkeligheden er’

Jeg vil det hele, og ikke altid tænker jeg over konsekvenserne, på den anden side er der vel ingen begrænsning, hvis man finder vejen i det der synes uoverstigeligt.

Shoppe, en krykke og elektronisk indkøbsliste, er en dårlig kombination. Jeg begår igen og igen de samme dumme fejl, vildt udfordret på min egen klogskab, gad vide om det er derfor at min mand tit har handlet på vej hjem fra arbejde, så han ikke skal følges med en elefant – naaah det tror jeg ikke, han får sig sikkert bare et godt grin, tænker sit og holder sig 10 skridt fra mig.

Jeg har en blokering, lærer ikke af tidligere pinligheder.

Citat ’Tro på, at dagen i dag bliver en succes’

Nå men turen går til Rema1000 – gad vide om der findes en rejsebog ’Turen går til Rema’. Rart at vide hvad der skal pakkes før afgang, for jeg har tydeligvis brug for en guide.

Jeg elsker Rema, og det er ca 1,5 km fra min adresse, et sted jeg kan håndterer (ifølge mig selv)og holder af. Men når det er sagt, er det lidt problematisk. Er faktisk ude i kinder-ægget igen, 3 i en, shoppe, krykke og elektronisk indkøbsliste.

Jeg tager altid en lille indkøbskurv jeg kan trække efter mig, i stedet for at tage en vogn. Min hjerne bedrager mig, leder mig til kurven, selvom den er klar over at det går galt.

Det er svært at trække kurven, gå med en krykke, og telefonen i hånden hvor jeg har indkøbslisten. Det er nærmest umuligt – tror jeg skal have en alvorlig samtale med processoren i hjerne-harddisken, der er noget der køre i loop, måske den trænger til en sikkerhedsopdatering. Sikkert også for lidt ram.

Til tider er der trangt i butikken, og det er smal passage på populære områder – og det har selvfølgelig ikke noget at gøre med min måde at manøvrere rundt i butikken, vel?

Tror det kan være en god ide at lave en sikkerhedszone omkring mig når jeg starter lageroptællingen – for det hele skal undersøges. Bilder mig selv ind at Rema sætter pris på min gennemgang. Enhver glad i sin tro.

Har optil flere gange haft tæt på ulykker, hvor de andre kunder var i fare for at hilse på mit slagværktøj. Jeg slår ikke de andre kunder ned med vilje, men de er uheldigvis der hvor jeg åbner kinder-ægget.

Det er svært at sætte krykken nogle steder, den vælter altid, og retningen er uberegnelig. Sætter til tider krykken så den hænger på armen, men den er også uberegnelig, når jeg bukker mig eller drejer, har krykken sit eget liv og stritter i alle retninger – det er bare ikke nemt.

Er ikke i tvivl om at jeg er et syn for guderne, og i min egen koncentrations-verden ser jeg ikke de andre kunders reaktion – eller også lukker jeg øjnene fordi jeg er frygtelig pinlig. Det er faktisk en kunst at komme igennem Rema, som gennem et nåleøje, og da brillerne ikke er pudset, er det svært at finde igennem nåleøjets udgang.

På en eller anden måde er mit shoppe-styre-gen så virkelighedsfjern, at beregning af varer på listen ikke matcher indkøbskurven, og når jeg opdager det er jeg så langt inde i butikken, at det er umuligt at gå tilbage og hente en vogn.

Hvis jeg skal lave kaffe en andet sted, og det er malet bønner – spørger jeg om det skal være med top eller uden – sådan har jeg det med indkøbskurven, det er med top, det skal selvfølgelig være et godt indkøb, masser lækker overflod – som forførende velduftende kaffe.

Vil godt lige slå fast, at jeg godt kan holde mig til indkøbslisten, så sikre mig altid at det der står på listen kommer i kurven, men der står ikke noget om at jeg ikke må handle mere end på listen. Sjovt nok sker der noget meget pudsigt hver gang jeg er i Rema – varerne hopper selv i indkøbsvognen, forsøger virkelig at holde øje med banditterne, men indtil videre har jeg ikke løst koden – fatter det simpelthen ikke. Måske det er specielt for Rema, at de har ansat hyldeskubberbanditter, så når jeg passere, skubbes varerne diskret ned i indkøbskurven. Jeg vender tilbage igen og igen, i forsøg på at løse koden.

Indkøb med ekstra top på. Hvorfor er det at jeg altid  glemmer eller får for lidt indkøbsposer med ind. Hvorfor er det at jeg undervurderer mængden i kurven, og ikke mindst – hvordan pokker skal jeg slæbe det ud af butikken. Nu vil jeg ikke have hjælp, fordi det er totalt selvforskyldt at jeg ikke er bedre forberedt.

Der har været komiske situationer, hvor sveden piblede og pulsen løb af sted. Har ikke hænder nok, kan ikke have varerne i hænderne fordi den ene hånd allerede er optaget. Tit taber jeg noget på gulvet, fordi jeg har pakket mig selv ind i varer, og problemet er at jeg ikke er så god til at bukke mig, og slet ikke med hænderne fyldt. Det er ekstrem svært at samle varer op fra gulvet, det er som en domino effekt, flere varer vælger at tilslutte sig – måske de har højdeskræk, siden de vælger at følge de andre dernede på gulvet? Kan næsten ikke holde tanken ud over hvor pinligt det er. Krykken får også sit eget liv i den situation. har som sagt svært ved at bukke mig, og der skal en speciel teknik til at samle varer op, og det er ikke et kønt syn – der er direkte udsyn til bagbord.

Alt det her gentager sig hver gang. Jeg gad vide om det findes et kursus i ’krykke-kinder-æg-indkøb’ Måske et slags kørekort.

‘Ellers synes jeg faktisk at jeg klare mig godt’

Citat ’Du skal ikke fokusere på, hvad andre kan, som du ikke kan. Fokusér på, hvad du kan, som andre ikke kan’

 

0 Kommenter
1 FacebookPinterest

Krykker

Tips, ynk, klynk samt gode ideer.

Citat ’Du kan traske bedrøvet langs den udtrådte sti eller fare pragtfuldt vild i skovene, der ligger på begge sider’

At gå med krykke er ikke det mest sexy der findes, det er faktisk forfærdelig forfængeligheds nedbrydende. Hjernen kører rundt omkring med, hvad andre tænker. Hvis så krykken samtidig klikker højt og larmende, kan alle på lang afstand høre, at her kommer der en krykkeslæber

Jeg har og bruger forskellige hjælpemidler – rollator, krykker, kørestol, fodskinne, sokkehjælper, gribetang osv.

Det kan være fedt at fortælle – jeg har lige købt en ny ’Louis Vuitton’ taske – men når tasken er et udstyr til at hjælpe tarmsystemet med at fungere – så er det sgu knap så fedt. Jeg har et meget anstrengt forhold til mine assessories, og ved godt det er noget jeg skal arbejde med.

Infoliste hjælpemidler

Har fået tildelt og bruger af:

  • Handicapkort
  • Ledsagerkort
  • Benskinne
  • Kateter
  • Krykker
  • Stavstænger
  • Hjælpemidler til tarmsystem

Under bearbejdning:

  • Handicapbil

Tips og ideer krykker

Krav til krykkerne:

  1. Må ikke larme
  2. Skal kunne fås i diskrete farver
  3. Skal kunne deles på midten – rejse / gå i byen venlig
  4. Stød absorberende
  5. Undgå vabler i hånden – når der er meget varmt, kan der dannes vabler i hånden.

Det er små krav jeg stiller, og jeg er sikker på at jeg ikke er ene om at stille de krav.

Generelt er det slet ikke fedt at vade rundt med krykker. For mig føles det nedværdigende eller det gjorde det, idet der ofte stilles til tider uforståelige spørgsmål. Jeg har en vis tendens til misforstå når det handler om mig selv og det udstyr jeg bruger, det er som om at hjernen ikke er parat til at være en del af det. Når jeg bliver spurgt til hvorfor jeg bruger krykke – tænker jeg om det er den korte eller lange forklaring jeg skal leverer.

Alt i alt ved jeg godt at alle vil mig det godt, og jeg takker af hjertet for den opmærksomhed og forståelse jeg får. Det er min hjerne og mig selv der ikke er helt enige om hvordan virkeligheden ser ud. Jeg ved godt at jeg skal starte med mig selv, forene mig med min situation, hjernen og mine små væsner, som hopper og springer på hver skulder for at blive hørt.

Jeg er forfængelig, på samme måde som jeg udvælger og vedligeholder – briller, hår, tøj, kroppen og det ydre. Vil gerne se godt ud og passe på mit selvværd.

Det har været meget svært at finde de rette krykker. Har brugt en masse penge på krykker. Krykker kan ikke købes i supermarkedet, og specialbutikker ligger ikke lige om hjørnet. Nettet er en god ven, der kan fremvises mange typer, men desværre ikke afprøves. Hver gang jeg bestiller et par eller en enkelt krykke, er det med stor forventning om at det er lige den jeg har brug for, og ud fra beskrivelsen, og vurdering fra andre kunder.

Alle de krykker jeg har købt har en klikkende /smældende lyd som kan høres på flere meters afstand, og jeg kan høre at andres krykker er ligesådan. Har spurgt hos bandagisten om de sælger krykker der ikke klikker. Bandagisten sælger ikke krykker, men er bekendt med problemet, og at de tit har fået det spørgsmål.

Jeg blev en smule desperat, havde endelig fundet en krykke i en diskret farve som kan deles på midten, så den er mere håndterbar – den er købt igennem seniorbutikken. Men klik lydene er der stadigvæk, og jeg vil ikke gå med sådan en krykke. Min mand kunne se at jeg var desperat, og kom op med nogle løsningsforslag som måske kunne være en mulighed.

Vi valgte den mulighed som er mest skånsom. I forsøget på at afprøve min mands løsningsforslag skulle jeg dog være forberedt på at krykken skal kasseres hvis det ikke lykkes.

Fremgangsmåde for at teste om lydene kan undgås:

  • Indstil krykken til rette højde. Når denne metode bruges, ophører de fleste af lydene men ulempen er at der ikke kan justeres højde mere.
  • Rullet tape omkring indstillingstrykknappen, da det typisk er derfra at lydene kommer
  • Rulle tape omkring højdejusteringen og teste. I vores test brugte vi selvvulkaniserende tape
  • Tapen kan ikke lukke tæt i kanterne, det gør ikke noget.
  • I områderne hvorpå der er sat tape, trækkes et krympe materiale, der ved varmepåvirkning, lukker sig tæt omkring krykken. Om tapen skal fjernes først, er et temperamentsspørgsmål. Vi valgte at lade det sidde. Her er der brugt et stykke krympeplast af samme type som der bruges til at samle kabler vandtætte. Kan se på nettet at det forhandles som varmekrympningsslanger og at det kan skaffes i mange farver, og både med lim som smelter samt uden lim.
  • Krykken kan stadig trækkes fra hinanden og deles på midten, da det jo kun er højden som er fastlåst.
  • Hjemmehæklet rør trækkes over håndtaget

Krykken er nu knirkefri og til stor glæde i min hverdag, det booster mit selvværd, og måske over tid nedbrygger min angst for vise mig offentlig med krykke.

For at gøre den mere personlig og undgå vabler, har jeg hæklet et rør der kan trækkes henover håndtaget. Det føles rart ikke at have den svedige fornemmelse i hånden hele tiden, og deraf undgå vabler i hånden.

Nu har jegendelig den krykke jeg har ønsket mig.

Synes der skal gøres en ekstra indsats omkring krykker, krykker kan fås i alle modeller og farver, men kliklyden er ikke blevet løst endnu, ej heller hvor vabler kan undgås. Eller også er det mangel på information til mig fra dem der ved noget om hjælpemidler.

Til min mand – en stor tak for din kreativitet og udholdenhed.

Citat ’Gør din krop til det bedste sted at leve’

0 Kommenter
0 FacebookPinterest