Nyeste opslag fra min blog

Dagbog fra d.14 til d.30 august 2019

af Susanne

Så er jeg tilbage efter en længere pause – ønsker jer læsere god læselyst

Dagbog fra d.14 til d.30 august

Operation og tiden efter

Citat ‘Livet er som en bog. Hver eneste dag er som en ny side, der vendes’

Min forståelse / beskrivelse:

Der skal fjernes to diskusprolapser i nakken.

Kirurgen lægger et snit i halsen, fra midt på halsen ved adamsæblet, og et snit på ca 10 cm til højre. Snittet bliver lagt i en fold, så det på sigt ikke kan ses.

Når kirurgen har lagt snittet, skubbes strube, blodåre og stemmebånd til side, for at blotlægge til nakkehvirvlerne.

Fjernelse af prolapser mellem C4 / C5 og C5 / C6, og indsættes af crages (byggeklodser)

Hvorfor denne operation:

Grundet tiltagende gener i fingre, hænder, arme og skuldre, og ikke mindst voldsomme hovedpiner, vurderes det at årsagen er 2 prolapser C4 / C5 og C5 / C6, der aflukker for forbindelserne til hovedet og skaber tryk og besværet gennemløb. I resten af kroppen er det periodiske lammelser, eller forstyrrelse af motorikken. Det tilsammen skaber en mindre god tilstand. Det er derfor besluttet at udføre denne operation.

Dagbog onsdag d.14 august 2019

Natten har været lang, både mine normale søvnproblemer og angsten for operationen, har holdt mig vågen det meste af tiden.

Meget mærkelig kombination, er også nervøs for ikke at komme op til tiden.

Jeg faster fra midnat, men er selvfølgelig sulten – det er ligesom næsen der klør, og man ikke kan klø tilbage.

Kaffen er meget vigtig, den skal drikkes inden kl.06:00, og jeg må ikke komme mælk i, kan næsten ikke drikke kaffe uden mælk – eller det bilder jeg mig selv ind.

Nåede at hælde 2 krus kaffe ned, så må sige at har jeg fået min del – måske det bliver lidt svært at bedøve mig, med alt det kaffe jeg har indtaget – jeg ligger nok bare med meget store øjne og kigger op i loftet.

Vi skal køre 7:10 – er bange for at komme for sent, eller ende i trafik-kø.

Tjekker min taske flere gange, skal ikke gå ned på ladere til min telefon og Ipad. Kanyle og ampuller – tjek, skal have en sprøjte bløder medicin en time før operationen. Kan ikke selv stikke selvom jeg har lært det, manden vil godt stikke, men denne gang synes jeg sygeplejersken skal gøre det – for vi ved ikke helt præcis hvornår operationen er tidsmæssigt planlagt.

Afgang til Skejby. Der var stort set ikke nogen trafik, så ankom i meget god tid – 7:40, og der var en ledig handicapparkeringsplads ved indgangen.

Vi fandt stedet ’Forberedelse og opvågning’ men der var ingen mennesker at se. Kørte mit kort igennem, og på skærmen stod der – gå lige igennem til receptionen. Men døren var låst, hmmm meget mærkeligt, måske de ikke var mødt endnu. Lige indtil vi fandt ud af at vi skulle benytte en døråbner 3 meter fra døren

Jeg blev hurtigt skrevet ind, og en sygeplejerske kom og hentede mig. Lille samtale, blodtryk og temperaturmåling. Derefter et skift fra mit eget tøj til hospitalstøj.

Sygeplejersken var ikke meget for at skulle stikke mig i maveskindet. Hun havde ikke prøvet det før, og synes det var lidt i overkanten, den mængde der skulle sprøjtes ind – tror også hun var bange for at gøre mig ondt, men kunne intet mærke – det er godt at have en god ’mave-fedt-klump’ at stikke i.

Kommer omkring en anden patient og pårørende – som siger at jeg er efterspurgt, og de mener at det er en portør der leder efter mig. Det var ikke en portør men kirurgen der skal opererer mig – tror ikke han er tilfreds med at blive kaldt portør.

Det var pænt af kirurgen at komme forbi. Han ville høre hvordan jeg havde det, og høre om jeg havde spørgsmål. Men lod mig vide at han ville komme og snakke igen, inden jeg blev lagt i narkose.

Fik lov at vente lidt tid. Rart at snakke med manden, få lidt ro på hele situationen, nervøsiteten var ved at overmande mig. 08:45 kom der 2 søde portører og hentede mig. Jeg fik kysset og krammet af med manden, og han fik fri til at tage hjem.

Portørerne var meget snakkesalige, faktisk rigtig hyggeligt. Tror portørerne er trænet i at skabe tillid og ro på vejen til operationsstuen. Tænk sig, frivilligt at gå på den ’grønne-operationsgang’ den skaber en smule, og sikkert også overdrevet ’dødsangst’. En anden patient var også med i ’dødsangst-patruljen’, hun skulle igennem samme operation som mig.

En tanke popper op i hovedet: En klog veninde sagde; hvis du er i tvivl om denne operation er det rigtige, spørg da lægen; hvis det var din egen mor der fik denne operation tilbudt – vil du så anbefale operationen?

Er glad for min kirurg, det er den samme som opererede sidste gang, og det gjorde han godt, så tilliden er intakt, men jeg er alligevel skide nervøs.

På operationsgangen blev jeg bedt om at sætte mig og vente, de skulle lige være klar på operationsstuen. Hvorfor henter de mig, hvis de ikke er klar – jeg kan nå at sk… mange grønne snemænd inden de er klar?

Der gik ikke lang tid før der kom en smilende grøn dame mod mig – fin grøn operations uniform. Hun hilste pænt på. De var klar, og jeg måtte gerne følge med. Jeg var faktisk også en smule grøn – grøn trøje og fin grøn nethue – og ikke nathue, gad vide hvad det skal gøre godt for?

Sådan en operationsstue kan forskrække enhver. Jeg har gennemgået 5 operationer de sidste to år, så hvorfor forskrækker det specielt i dag?

Operationsstuen er stor, utrolig meget udstyr, og mange grønne mennesker. Lægen kom og og snakkede med mig igen, tjekkede op på mine personlige oplysninger og en lille snak om operationen.

Var i armene på flere grønne mennesker. Dem der skulle bedøve mig, de var utrolig rare og smilende. Stille og roligt, forklarede de hvad de gjorde. Synes det er uhyggeligt at man pludselig er væk – sover – andre kontrollerer kroppen.

Forsøgte at holde øjnene åben så længe det var muligt – men blev så forfærdelig træt, og pludselig var jeg væk. Det sidste jeg husker og hørte var – træk vejret dybt, tænk på noget rart – vi passer på dig.

Tænk hvis jeg ikke vågner op igen. Nåh ja så mærker jeg ikke noget alligevel, der er slukket for kontakten. Godt jeg har mine papirer i orden.

Et lille opråb til alle – sørg for at få alle jeres personlige papirer i orden, lister med kontonumre, telefon numre, adgangskoder, sidste vilje osv…. Der er ikke nogen der ved hvornår der bliver slukket for kontakten. Jeg sidder ikke og skriver det her fordi jeg er depressiv, men fordi jeg vil gøre mine efterladte en tjeneste. Du kan for den sags skyld blive kørt ned i trafikken, eller ramt af en tornado, falde ned med et fly – der er ingen der er udødelig.

Tror helt sikkert jeg har fået mig en god lur krydret med en uovertruffen ’drug-cocktail’ men der er jo også en bagside – det er efter operationen.

Man skal have et godt helbred for at være syg. Du kan træde ind på sygehuset rimmelig frisk og gå derfra i en tåge, så man slet ikke husker hvordan det lykkes at komme hele vejen ud til bilen.

Min angst stiger, jeg kan ikke få luft, nogen sidder på brystet af mig, nogen klemmer i min venstre arm, der er ingen luft, det gør ondt, brystkassen vil ikke – ingen luft ned i maven. Jeg er vågnet meget hurtigt efter narkosen og kan ikke få luft. Kan ikke åbne øjnene, befinder mig i et mareridt, ved ikke om jeg har et reelt mareridt, eller jeg befinder mig i vågen tilstand.

Masser af mennesker snakker, kan høre der kommer flere til. Der er mange hænder på mig, kan høre og mærke der gives en masse medicin. kan stadig ikke få luft, jeg hiver efter vejret, smerterne er voldsomme. Der bliver kørt flere EKG strimler, og man bliver enige om at det ikke er et hjerte infarkt – ved ikke hvad det er, men det fortsætter en tid, får også sprøjtet nitroglycerin under tungen, kan stadig ikke åbne mine øjne.

Medicinen skaber stille og roligt luft og mere normale forhold. Til sidst er jeg der hvor det kun er svært at snakke, jeg har simpelthen ikke luft til det.

Hvad det skyldes, kan jeg ikke udtale mig om – men jeg kan sige det var ekstremt uhyggeligt og skræmmende.

Jeg lå på opvågningen i lang tid.  Der blev holdt godt øje med mig. Jeg kunne ikke hvile, fordi jeg var for skræmt til at lukke øjnene, og stadig havde svært ved at få luft.

Sidst på eftermiddagen landede jeg på sengeafdelingen, transporteret af en portør. En lang tur – i mit hoved var det ræs. Jeg synes at portøren kørte vildt stærkt – gad vide om der er fartkontrol på gangene? Ellers også var det mit halv-bedøvede hoved, der var i gang med at bearbejde tømmermænd ovenpå en kæmpe ’drug-brandert’

Hold nu op, vidste ikke at der var reserveret hotelværelse med panoramaudsigt – må nok sige at der kræses for patienterne.

Det var et rent checkin. Hvor vil du have din bagage? Præsentation af værelset med tilhørende badeværelse – som jeg ikke selv må benytte andet sammen med en sygeplejerske. Eget stort tv og masser af kanaler. Rød snor isat madrassen – sygeplejersken lod mig vide at det er til roomservice – skal bare rykke i snoren.

Derudover er de leveringsdygtig i rusmidler, væskeudskift, iltregulering, og tjekker selvfølgelig løbende op på mit velbefindende.

Menukortet er hvad du ønsker, så bare sig frem. Vi har nogle faste spisetider, men vi har også alt det andet, så hvad der kan friste bare sig til.

Hvor er det bare ikke fedt – jeg er glad for mad, og der ingen begrænsninger her. Nu er det sådan at operationen er sket i halsen, og hvor mange har lige lyst til at kaste mad ned i et åbent krater?

Den søde sygeplejerske spurgte om det ikke var noget med en skål frugt, hindbærsnitte og kaffe. Naaah sagde jeg, tror ikke det går – den søde sygeplejerske sagde pjat, jeg stiller det ind til dig, så kan du nippe som du har lyst. Hvad tror i – spiste jeg maden? NEJ det røg ud igen….hulk.

Til gengæld kastede jeg op, igen og igen og igen, kunne ikke holde vand eller medicin i mig, der blev forsøgt med kvalmestillende medicin, men lige meget hjalp det. På et tidspunkt havde jeg kastet så meget op at sygeplejersken ikke fandt det forsvarligt. Og jeg blev igen koblet til en omgang saltvand, og derudover fandt hun et andet kvalmestillende præparat som hun sprøjtede direkte ind i droppet. DET HJALP, nu var det kun ’småtteri-brækkeri’ tilbage.

Lægen kiggede ind, der var en anden læge til stede, som sygeplejersken havde kaldt, fordi iltmætningen havde ændret sig i en retning der ikke var hensigtsmæssigt. De 2 læger og sygeplejersken diskuterede henover hovedet på mig, snakkede lidt om min manglende luft til at tale og kolde fingre. Havde lyst til at sige – halløj jeg er her også. Nå men summen af snakken henover hovedet på mig, blev til en længere tids måling af min iltmætning. Så der lå jeg igen alene og kunne nyde panorama udsigten, tv’et, ’småt-brækkeriet’ og den fine roomservice.

Jeg fik det bedre og bedre, i hvert fald på kvalmesiden. Der blev kræset om mig hele tiden, var selv ude ved madvognen og kigge på herlighederne, men intet fristede.

Kl.21:30 gjorde jeg klar til natten, jeg var træt, rigtig træt, ville sove, og overbeviste mig selv om at der ikke ville ske noget med vejrtrækningen, og heller ikke kvalt i løbet af natten.

Jeg sov og sov, lå stort set i den samme stilling, kunne ikke vende mig pga smerter, og et dræn i halsen gjorde det også noget besværligt. Sygeplejersken kiggede ind flere gange. Sidst på natten måtte jeg bede om lidt smertestillende.

Dagbog torsdag d.15 august 2019

Flere af dem på afdelingen kender jeg fra de andre gange jeg har været indlagt, og de er alle utrolig søde.

Dagen derpå, morgentjek, blodtryk og temperatur – fatter simpelthen ikke hvorfor temperaturen skal tages i r…., når de har et nyt fint temperaturudstyr – hvor apparaturet køres henover panden, og temperaturen vises med det samme. Det var sådan et apparatur de brugte i modtagelsen, før operationen.

Jeg har som skrevet tidligere, et dræn siddende i halsen, og det skal fjernes efter morgenmaden, lige efter skal jeg ligge stille en halv time, og derefter blive på afdelingen 2 timer. Så planen er at jeg skal udskrives – jubiiiiiiiiiii.

Morgenmad, ser godt ud, men frister ikke, tvinger noget yoghurt ned, har kvalme, og synes ikke der er plads i halsen, den er hævet.

Drænet er sat fast med et par sting, de skal fjernes før drænet kan tages ud. Sygeplejersken beder mig om at tag en dyb indånding, og i det samme vil hun rive drænet ud – kunne ikke mærke noget som helst.

Nu er jeg frigjort fra kanyle i hånden og dræn i halsen, så næsten klar til at tage hjem, lægen skal også lige komme forbi og snakke med mig.

Lægen kom forbi og spurgte til mit velbefindende og forklarede om operationen og forventninger til fremtiden. Han ønskede mig god bedring og på vej ud af døren, lod han mig vide, med glimt i øjet ’nu gider jeg altså ikke se dig igen, selvom det er hyggeligt’ Lod ham vide at det var gensidigt. Men takker ydmygt for behandlingen og lader detaljen om at nogen forvekslede ham med en portør ligge.

Min mand var lidt forsinket, han skulle selv til undersøgelse, han deltager i et forskningsprojekt.

Det er altså et stort hospital, svært at finde rundt. Enormt stort, når hoved og krop stadig befinder sig i en zombie tilstand. Jeg blev efterladt ved skadestuen, og manden spurtede efter bilen.

Kvalmen var stadig en træls ledsager, havde konstant en brækpose hængende ved munden som en tro følgesvend.  Utroligt jeg nåede til Hadsten uden at brække mig. Hold op jeg var sølle, brækpose og svag rusten stemme, og svært at holde kroppen oprejst, hele kroppen i ’smerte-zombie-tilstand’.

Så er jeg flyttet ind igen, med brækpose, smertestillende, og godt placeret i lænestolen, og fjernbetjeningen indenfor rækkevidde. Manden laver kaffe og nurser – tænker at han kunne se godt ud i et sygeplejeuniform – skulle tro jeg stadig befinder mig i en eller anden narkoserus, hovedet føles i hvert fald mærkeligt.

Det er bare ikke nemt, kæmper med ikke at flippe ud eller lade angsten tage over. Har svært ved at få ordentligt luft, der sidder noget i struben, kan mærke det når jeg flytter på hovedet eller synker. når jeg drejer hovedet svimler det, nakken gør ondt, armene, hænder og fingrer snurrer og smerter, skuldrene er som en stor byld.

Det er jo lige til at hyle over, jeg er madglad – stik mig en burger og en stor portion pomfrits – HVORDAN SKAL JEG FÅ MADEN NED IGENNEM HALSEN, jeg må nøjes med flydende føde. Bare tanken om mad der skal passerer igennem halsen er angstprovokerende.

Det der med flydende mad har sikkert en positiv side – måske der rasler et par kilo af, og det vil uden tvivl klæde mig.

Hold op hvor er det svært at snakke – måske der er nogen der synes det er dejligt.

Er spændt på at se hvordan snittet ser ud – kirurgen lovede at lægge snittet i en halsfold. Stingene skal fjernes om 10 dage.

Håber at klumpen i halsen og stemmen snart normaliseres, synes det er slemt, og meget angstprovokerende.

Dagbog fredag d.16 august 2019

Manden er startet på aftenvagt, og jeg er alene hjemme. Jeg mangler ikke noget, jeg kan klare mig selv.

Jeg er utålmodig, vil gerne at jeg var helet på nul komma fem. Men sådan er virkeligheden ikke.

Kvalmen er stadig en del af ’efter-ubehags-pakken’ samt masser af piller til at holde de værste smerter væk, og der er brug for dem, ellers ved jeg ikke hvordan jeg skal klare det – måske det lyder lidt pivet – men det er fandeme uhyggeligt og træls.

Halvt ligger jeg det meste af tiden i min lænestol, er kun oppe og stå, når smertebehandlingen skal fornyes, eller når der skal laves lidt suppe, eller andre flydende væsker.

I halsen er der ikke meget plads, og hvis jeg drejer på hovedet, føles det som at pladsen bliver endnu mere begrænset. Halsen opfører sig som en voldsom halsbetændelse, og i tilgift til dette en stemme, der lyder som den har været på druk i flere dage. Jeg siger ikke meget, er meget stille og holder mig til TV eller bare at være til.

Kan ikke koncentrere mig om PC, Ipad eller telefon, og slet ikke læse. Min hjerne vil ikke samarbejde, den kan ikke tage ret meget ind. Tror den største årsag er at der er skabt gennemløb. Hjernen skal have tid til at vænne sig til den forøget tilgang af blod og væske. Dette krydret med byggeklodserne som er sat ind imellem hvirvlerne, og hævelserne i området.

En beskrivelse af mig lige nu – ’Drug-Zombie’

Dagbog lørdag d.17 august 2019

Kan ikke sove, hovedet vil ikke være på puden, det kan ikke tåle at ligge fast, det føles som noget synker ned i nakken og halsen. Skaber smerter og mindre plads og luft, på mange måder skaber det panik og angst. Forsøger at overbevise mig selv om at der ikke sker noget, og mange andre har gennemgået magen til operation uden at dø af det. Så Fru Grooss – TAG DIG SAMMEN – tag det som en KVINDE. Ord er taknemlige men udførsel er straks en anden sag.

I tilgift til disse genvordigheder, er mine skuldrer som bylder, ydersiden af halsen som forbrændt hud, armene snurrer og gør ondt, armene kan ikke strækkes ud, fingrene virker ikke optimalt, og håndleddene føles som de er brækket – deraf er det også svært at vende sig i sengen. Skifter senges hovedposition utal af gange – hjælper som at tisse i bukserne – kun kortvarigt.

Sammen med alt det er resten af kroppen stadig i sit smertelige lune og funktionsnedsatte tilstand.

Hvis jeg havde været en hest………………………………………………………….

Eller hvis jeg kunne smeltes om og sendes tilbage til støbeformen – er jeg klar.

Troen på bedring er begrænset, og jeg daler ned i et kedeligt sort hul, hvor jeg krampagtige holder fast med fingerspidserne, for ikke at dratte ned i afgrunden – en overvældelse af opgivenhed, overvælder mig med en orkan styrke jeg ikke troede muligt. Gråden sidder på lur, parat til at springe ud, og tankerne flyver af sted i en tornado-agtig hvirvel af ’hvad skal der ske med fremtiden’, hvordan skal jeg komme videre’.

Godt jeg har min mand, min familie, hele mit netværk, og de ikke tager et ’nej-tak-til-selskab’ for gode varer.

Citat ‘Jeg kan ikke give dig alle stjernerne på en dag. Men hvis du giver mig chancen, henter jeg en stjerne til dig hver dag’

Dagbog søndag d.18 august 2019

Er træt, mangler søvn, er en zombie, æder mine piller, kigger til haven kortvarigt. Samson kan ikke helt forstå mig eller min måde at være på.

Smertetilstand og alt det andet har ikke ændret sig, og jeg synes livet er gået i stå, kan stadig ikke håndtere de forskellige elektroniske systemer.

Skal holde hovedet i ro, er som om at hovedet ikke kan holde sig selv, og når det sker, smerter det og jeg sejler af sted.

Egentlige er mine dage kedelige, frygtelig kedelige, sidder bare der og gør ingenting.

Det er godt for manden at han har aftenvagt – så behøver han ikke lytte til mit ynk og nedtrykthed.

Dagbog mandag d.19 august 2019

Der er gode og dårlige dage, når man bedst tror det hele går fremad, skal der lige steppes nogle skridt tilbage.

Hovedpinerne forsvandt stort set lige efter operationen, og sikke en lettelse. Til gengæld er det ikke blevet bedre om natten, det er faktisk et mareridt at komme igennem natten.

Er tidligt oppe, skal sidde en tid og komme mig, få kroppen lagt på plads. TV’et larmer og kaffebryggeriet er i gang. Det føles faktisk rigtig rart at lade den dejlig velduftende kaffe løbe ned gennem halsen – det føles som en kortvarig lindring.

Drikker meget kaffe – er ikke vild med te – det er periode bestemt.

Kan se der bipper mange beskeder ind på de forskellige systemer – men har simpelthen ikke energien til at svare eller forholde mig til noget.

Beklager på forhånd min manglende ’være til stede’ men det kan virke uoverskueligt.

Træner lidt – frit sving af hovedet, må gerne indtil det gør ondt. Det kommer helt af sig selv, der er begrænsninger.

Er faktisk fritaget for brugen af en støvsuger, og andre opgaver der kræver for store sving og løft. Det er selvfølgelig meget trist og ærgerligt, der er ikke noget jeg hellere vil – IRONI kan forekomme.

Jeg har glemt mit vandspil ’ønskevandspil’

Der er rigtig dejligt vejr, og jeg flytter mig selv ud engang imellem, men det er ikke altid det holder så længe før jeg kryber i skjul igen.

Dagbog torsdag d.22 august 2019

I dag er mandens sidste aftenvagt – det er rigtig rart. Han har nu fri i ti dage.

Hverdag forsøger jeg at skrive lidt på pc’er – skrive dagbog. Men det lykkes ikke særligt godt, der kommer lidt ned på skrift, men når jeg læser det igennem er det noget volapyk.

Fingrene fungerer ikke som de skal – finmotorikken er under konstruktion – forbedring ønskes på samarbejdsfronten.

Alt det der ligger nord for navlen er ude af funktion – det er som om jeg trænger til en opgradering. Hovedpinerne er væk, men alt det andet er i live og i fuld udfoldelse.

Er godt klar over det tager tid, men lige nu har jeg svært ved at se der indtræffer bedring.

Jeg tvinger mig selv til flygelet, vil gerne spille – nogle få minutter. Om ikke andet må jeg sætte mine egne optagelser til at spille – det er da også en slags spillen på flygelet.

Hvad jeg ikke kan, det kan Samson. Samson er blevet en mis efter flygelmusik. Han spørger pænt om han må springe op og sætte sig ved siden af mig – og det må han. Det er første gang Samson har lagt sine potter på flygelet, han flyttede flere gange potterne henover flygelet – tror virkelig han forsøger at spille noget ’katte-jammer-rock’ Jeg må konstaterer at Samson har talent for musik – det var en fed oplevelse.

Det blev ikke andet end til et par minutter for mig – igen ville mine fingre ikke, og det var samtidig ubehageligt at sidde der.

Psyken er begyndt at skifte – fra sorg, vrede og til glæde, så nu befinder jeg mig ikke kun på kanten.

Fjernede plasteret på halsen, og kunne for første gang se stingene, det lignede en kæde-syning, ser rigtig pænt ud. Føles rart at være fri for forbinding.

Dagbog fredag d.23 august 2019

Dagen er beskrevet i tidligere oplag på bloggen.

Min fødselsdag.

Dagbog lørdag d.24 august 2019

Er træt i dag, fejrede fødselsdag i går. Det var en fantastisk dag, men det kræver en del tid bagefter, til at komme sig.

Mentalt skal jeg lade op til fest, jeg har sagt ja til komme til fest i aften.

Kroppen er stadig et utaknemligt asen – tænk på hvad jeg har gået igennem for at tilpasse kroppen, og det her er takken. Gad vide om der er en eller anden klageinstans til brug for denne slags klager?

Følelsen af ikke at slå’ til, overmander mig og sender mig ud på en rutsjetur. Overskriften på denne rutsjetur er – min omgangskreds må efterhånden være træt af mit dårlige humør, ynk og beklagelser, og stavren rundt med krykke og masser af puder i alle former. Men ved godt inderst inde, at det ikke er korrekt.

Men, alt det er en del af mit DNA nu – måske jeg gør bedst i at knytte venskab med denne tilstand.

En god nær veninde holder fest i dag, og jeg har sammen med en anden god veninde forberedt lidt sjov til fødselaren. Det er en kæmpe rejse at være en del af. Men har besluttet at jeg vil gøre det, heldigvis har veninden lavet de fleste forberedelser. Jeg glæder mig til at se alle de andre søde dejlige unge kvinder der kommer til festen.

Optil er det en kæmpe forberedelse, kan jeg være i det, hvordan sikre jeg at komme væk hvis jeg går i panik, eller får ondt.

Aftalen er at min søde mand er standby, han kommer og henter når jeg ikke kan mere.

Jeg var tidligt hjemme, men til gengæld blev jeg tanket op på den gode måde.

Fordelen ved at være i den situation som mig – er at mange tilbyder at hente drikkelse og mad. Er dog stadig – stor set – på den flydende del – Rosé er da flydende mad, ikke? Det var faktisk et ’rosé-tapas-fødselsdags-party’

Roseén blev begrænset ligeså maden, men fik dog også klemt lækker dessert ned.

Til sidst kunne jeg ikke løfte glasset eller holde hovedet – OG DET VAR IKKE FORDI AT JEG VAR FULD.

Jeg takkede for en dejlig kort aften, og ved at resten af gæsterne ikke gik tørstige hjem, og måske de dagen derpå havde brug for ’junkfood’

Dagbog søndag 25 august 2019

Er træt i dag, og det er svært at komme ud af sengen. Kroppen har sine op og nedture, og den koordinerer ikke med mig.

Hiver mit legeme fra sengen og hele den lange tur til køkkenet, for indtagelse af pillerne, derefter en slæbende gang til lænestolen. Godt plantet og tv’et tænkt, hopper Samson på skødet, og snakker i et væk.

Laver ingenting i dag, absolut ingen ting. Kun lidt tur i haven, i tilpassede doser.

Dagbog mandag d.26 august 2019

I dag skal jeg have fjernet sting – jubiiii

Har ikke haft noget henover syningen siden jeg fjernede forbindingen, så alle jeg har mødt har set den flotte syning.

Sygeplejersken fjernede stingene, det bløder en lille smule, og der bliver sat plaster henover, skal kun være der så længe der er lidt blødning.

Fik ordre af sygeplejersken – der skal bæres plaster de næste 3 mdr for at sikre arret bliver pænt, og der ikke kommer infektioner i. Så jeg skal omkring apoteket og købe englehud – hudfarvet englehud.

Må nok indrømme at jeg ikke kommer til at gå med det plaster hele tiden. Det klister sig fast i såret, og når jeg hiver det af, ser huden rød og brændt ud. Englehuden bliver kun brugt udenfor, og når vi skal være sammen med andre.

Smerterne er stadig en ikke så kær følgeven – det er svært og til tider uudholdeligt.

Tror måske ikke altid omgivelserne forstår helt hvordan jeg har det – og det kan jeg ikke fortænke dem i.

Har haft besøg af en dejlig veninde, som jeg ikke havde set i meget lang tid – det var så glædeligt og ’allround-krydderi’ til krop og sjæl.

Dagbog tirsdag d.27 august 2019

Det er dejlig varmt udenfor i dag, og udenfor livet lokker. Der sættes godt med englehud på operationsarret.

Placerer mig i en god stol med støtte af pude. Har min pc på skødet, og tænker nu er det tid at grifle noget ned. Måtte desværre opgive meget hurtigt, blev dårlig, kvalme, hovedpine og søsyge overmandede mig. Manden forslog at ligge ryglænet ned og forsøge i en anden stilling. Det er dog stadig svært, men til gengæld slappede jeg af.

Jeg har de bedste betingelser der hvor jeg sidder – lige ved siden af vandspillet, og igen og igen spiller vandspillet musik for mig – og det virker meget beroligende.

Dagbog onsdag d.28 august 2019

Der er ikke så meget at skrive om, det er det samme igen og igen.

Træner med håndvægte og laver nogle stående armbøjninger.

Halsen er ikke tilfreds, føles som om den hæver, og alle leddene siger – nu kan du godt stoppe, men det skal være skidt for det kan blive godt.

Humørmæssigt svinger jeg meget.

Tænker meget på mit arbejde, savner mine arbejdskollegaer, har været væk så længe at jeg ikke tror de kan kende mig, eller huske hvem jeg er. Det er en uholdbar situation, håber der snart er lys i mørket.

Manden har fridag, og en af bilerne skulle til service. I den forbindelse, tog vi på lufte tur, og hentede ’eftersyns-bilen’ på vej hjem. Planen var ikke at jeg skulle køre – der er 1,5 km fra værksted til vores adresse. Men jeg valgte at køre den ene bil hjem alligevel, og der fandt jeg ud af, at det ikke var smart – jeg var ikke klar til at køre bil.

Nær veninde droppede forbi, hun havde en enkelt overnatning og jobbet kaldte. Igen er det rart med gode venner – der tankes op og tankerne kommer i andre retninger.

Dagbog torsdag d.29 august 2019

Forsøger virkelig at tage mig sammen, forsøger at genoptage den skønne morgenrutine. Morgenhave gåtur, ligge øre til Samson, nyde dufte, vandspil – kaste et par mønster i – bare ønske mig et godt helbred.

Har fået mail fra advokaten, min sag er gået videre til retten. Den skal for i retten i Randers. Det har / er en lang kamp, er glad for der er en advokat på, ellers var jeg kørt træt, og accepteret at regionen har underkendt min sag to gange, trods regionens egne lægekonsulenter har anerkendt min sag.

Det er sket en fejl under første operation, eller jeg har pådraget mig mere end det er tåleligt forventet.

Hvor er det svært at holde modet oppe, når man bliver dunket oveni hovedet så mange gange.

PFA har anerkendt min sag – så hvorfor ikke regionen. Mit eget private forsikringsselskab har anerkendt, og bevilliget penge til at køre retssagen vedr min patientsag. Har selv måttet indbetale et meget lille beløb som garanti.

Jeg håber og beder til at det hele løser sig til sidst, og alt falder på plads, og jeg igen er tilbage i noget, der ligner det liv jeg havde før første operation.

Dagbog fredag d.30 2019

Det er fredag, i dag er der koncert i Tivoli Friheden, som der er hver fredag. I aften er det Gnags. Ærligt talt så har jeg aldrig rigtig været fan af Gnags – så denne koncert er en anderledes oplevelse.

Bruger det meste af dagen på mental opladning, skal holde en hel aften.

Før Tivoli Friheden besøger vi en restaurant, og får et lækkert måltid mad, med dertil lidt for sød rosé vin.

Vi lander Tivoli Friheden i rigtig god tid, men der var ingen ledig handicapparkering tilbage – alt optaget. Ingen parkeringspladser i nærheden – det ser temmelig sort ud.

Kørte rundt en tid, og fandt en plads i skovområdet – egentligt er det ulovligt at parkere, men med handicapkort er det ok.

Manden triller kørestolen fra skovområdet til hovedindgangen – en lang tur for manden. Jeg har ledsagerkort, så manden kommer gratis ind – til gengæld betaler jeg fuld pris.

Jeg blev trillet rundt i Tivoli Friheden – det at sidde i kørestol er faktisk grænseoverskridende, skal virkelig arbejde med mig selv.

Manden finder et spot ved koncertområdet, hvor vi parkerer, og han smutter til nærmeste bar og henter kolde øl.

Jo nærmer vi kommer koncertens begyndelse bliver der mere tæt af mennesker, og til sidst er det nærmest klaustrofobisk.

Uanset hvad vi gjorde for at tilpasse os de andre tilskuer, blev jeg hele tiden stødt til, rendt ned, bare vadet henover. Det endte med at jeg ingen udsyn havde til scene eller storskærmene – selvom manden gjorde sit til at det lykkes. Men der er ikke meget pli, når sprutten går ind. Rejste mig op med mellemrum, men det var faktisk lidt for farligt, skulle jo også tænke på mit hoved.

Men bortset fra det. Hold nu op Gnags kan skabe en fest, sikke en koncert, Gnags er et suverænt festband. Der var gang i den – og jeg tog mig selv i at synge med engang imellem – den havde jeg ikke lige set komme.

Sang dog ikke så højt som en der stod bagved mig, hun overdøvede Peter A.G, og det var rigtig generende – Peter A.G lyder bedre og han kender trods alt teksten.

På vej hjem snakkede vi om koncerten, og var enige om at det var et brag af en koncert, og Gnags er et godt band trods mit forbehold.

Manden forslog at det måske var en fordel at købe et medlemskort til Tivoli Friheden, så vi frit kan høre koncerter om fredagen – dog først næste sæson. Jeg synes det er en rigtig god ide – det er en anderledes oplevelse at opleve dem live, end at høre dem i radioen.

Alt i alt en fantastisk aften – og takker manden for skubberiet og passeriet af mig.

Korrektur læser – min mand wp-monalisa icon

Citat ‘Tro på at du har de bedste oplevelser til gode’

6 Kommentarer
1 FacebookPinterest

Jeg er en kvinde på 55, som er blevet handicappet i en sen alder, efter uventet komplikationer ifb med en rutine operation. Bloggen vil jeg bruge til belyse de udfordringer, og problemer man møder som handicappet. Hvilke muligheder er der for at optimere og udvikle, så det bliver nemmere at begå sig. Hverdagens gøremål, begå sig udenfor huset, kontakt til offentlige instanser, rejser – rejseselskaber, og meget mere. Dagbogen er et kig ind i min personlige hverdag og oplevelser.

OPDATERINGER OM NYE OPSLAG

Kære læser.

Har du lyst til at holde dig opdateret om nye opslag på min side, så tilmeld dig med din email adresse. Så modtager du en mail hver gang jeg skriver et nyt opslag på siden.

KONTAKT MIG

Har du noget på hjertet, så tøv endelig ikke med at skrive til mig.